Alarmerende smertetal bør føre til en handleplan på muskel- og skeletområdet.
Det skriver Gigtforeningen i en pressemeddelelse
Næsten hver tredje dansker har haft stærke smerter i løbet af de seneste 14 dage. Det viser tal fra rapporten ”Danskernes Sundhed – 2023 fra Sundhedsstyrelsen”.
Alarmklokkerne skal ringe
Tallene bør få alarmklokkerne til at ringe så højt, at det kan høres både i kommuner, regioner og i Folketinget, mener Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind:
”Vi kan desværre se en stigende tendens til, at flere og flere i den erhvervsaktive alder er meget generet af smerter i kroppen. Det er helt uholdbart. For mennesker med gigt er det invaliderende og et tab af gode leveår. Og for samfundet er det et stort tab, fordi det betyder mangel på arbejdskraft. Derfor mener vi, at man bør man sætte ind med en muskel- og skelethandleplan,” siger Mette Bryde Lind.
Smertestillende til arbejdsdagen
Tidligere tal bekræfter, at alt for mange går på arbejde med smerter. Tal fra arbejdsmiljøundersøgelsen viser, at hver tredje lønmodtager ofte eller altid har smerter i kroppen. Det svarer til 900.000 danskere. 11 procent tager smertestillende medicin for at komme igennem en hel arbejdsdag, og knap syv procent er ofte eller altid begrænset i deres arbejde på grund af smerter.
En handleplan skal sikre, at Danmarks største folkesygdom prioriteres med mål og midler, så vi kommer væk med lange ventelister og brugerbetaling, der i dag alt for ofte spænder ben for den optimale forebyggelse og behandling.
”Det vil sikre, at flere danskere med gigt og smerter får flere gode og aktive år med familie og arbejde,” siger Mette Bryde Lind.