Onsdag havde DR premiere på TVA Live, der er et nyt tilbud til danskerne, som supplerer og står på skuldrene af de TV Aviser, som danskerne har kendt i snart 60 år.
"Vi gentænker nu TV Avisen, så den matcher brugernes krav og behov, samtidig med at vi bevarer TV Avisens dyrebare DNA, der har været kernen i vores nyhedsformidling siden 1965. Med et løfte til brugerne om, at TV Avisen fremover altid opdaterer dem på det vigtigste lige nu, sender vi et klart signal om, at TV Avisen ikke længere er noget, man skal sidde og vente på, men er en nyhedsservice, der altid er vågen og opdateret, og som kan tilgås, lige når det passer den enkelte," siger Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR, i en pressemeddelelse.
TVA Live vil være til stede hele tiden på alle DR’s digitale platforme og kan altid findes live i toppen af DRTV, på dr.dk og i DR’s nyhedsapp, og dagligt kan du også finde TVA Live på DR1 og DR2.
Deja vú til skrinlagt kanal
Hvis du synes, konceptet lyder bekendt, er du ikke helt galt på den.
I sommeren 2007 lancerede DR nemlig nyhedskanalen DR Update, der sendte nyhedsopdateringer hver dag fra kl. 7 til kl. 23.
Konceptet blev ændret løbende, og i 2013 blev kanalen endegyldigt lukket for at gøre plads til DR Ultra.
Hos den nye kanal, TVA Live, vil seerne opleve en nyhedsopdatering med fokus på nyheder fra alle egne af Danmark og massiv global tilstedeværelse, når DR Nyheders korrespondentkorps vil analysere og sætte perspektiv på nyheder fra verdens brændpunkter.
Seerne vil se værterne indgå i flere forskellige værtsroller. Nogle gange på TVA Live og andre gange på de faste TV Aviser på DR1 klokken 18.30 og 21.00 eller fra begivenheder rundt om i landet.
En anden ændring er, at TV Aviserne 18.30, 21.00 og TVA Live får et nyt samlet visuelt udtryk, hvor slægtskabet med dr.dk træder tydeligt frem. Samtidig indføres en række nye grafiske værktøjer, der både understøtter løftet om at være fuldt opdateret hele tiden, og som giver et nyt dynamisk lag at udfolde journalistikken i.