Fik en parkeringsbøde fordi bilens skygge var ulovligt 'parkeret'

Generelle nyheder

21/4/22 | 11:48

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

En britisk mand har fået en absurd parkeringsbøde, som han nægter at betale, men som kommunen samtidig nægter at annullere.

Matthew Cole var i chok, da han tidligere på måneden modtog et brev fra kommunen, hvori der lå et billede og en bøde på £65 (580 kroner). 

Bøden kunne Cole læse sig frem til, at han havde modtaget, fordi kommunen mente, at han havde parkeret ulovligt foran et postkontor i Lewisham en dag i marts måned, og det medfølgende billede skulle fungere som bevis.

Cole, som arbejder som selvstændig gartner, var dog ikke helt enig i, at billedet var bevis for en ulovlig parkering. 

På billedet kan man se Coles sølvgrå Ford parkeret i en almindelig p-bås, og ved siden af er der en handicapbås. Selvom han altså ikke parkerede i handicapbåsen, har han alligevel fået en bøde, og han mener, at det er, fordi bilens skygge var 'parkeret' i handicapbåsen. 

"Der er ingen skiltning, hvor jeg parkerede, og billedet [...] viser kun skyggen af min bil i handicapbåsen. Jeg kørte min datter til en fodboldkamp [...] og har parkeret der før uden problemer. Da jeg ikke har fået en bøde før, troede jeg personligt ikke, at jeg ville få en denne gang," har den britiske familiefar forklaret til MyLondon

Han har desuden udtalt, at han mener, at bøden er "totalt forkert," og han har anklaget kommunen for at "håndhæve noget, som ikke er der."

"Jeg tror ikke at £65 er meget for mange mennesker i dag, men princippet er forkert. Hvis man ikke betaler bøden inden for en bestemt tid, bliver den fordoblet til £130 [1.160 kroner], hvilket er meget," har han udtalt. 

Cole har derfor også klaget til kommunen, som dog efter at have gennemgået sagen har besluttet, at de ikke vil annullere bøden, da de mener, at han har parkeret på en handicapplads. 

Cole har dog ikke tænkt sig at give op og har siden sendt endnu en klage. 

"Jeg har parkeret på den samme plads mindst tre gange før i fem til otte timer hver gang og ikke haft et problem. Jeg kan ikke se, hvorfor det var et problem denne gang," har han udtalt. 

En talsperson fra kommunen har ifølge MyLondon udtalt: "Vi udstedte en 'Penalty Charge Notice (PCN)' til hr Cole d. 26. marts for at parkere på en handicapplads, som var markeret med 'Kun for ejere af handicapskilte'. Hr Coles oprindelig klage på PCN'en blev afvist, da han ikke gav os en grund til hans klage."

Siden har Cole uddybet sine overvejelser bag klagen, og talspersonen har udtalt, at kommunen vil "kigge på det" med juridiske øjne. 

Kommunen har ikke ønsket at kommentere mere på sagen.