Få børnebørnene hjem til jul - her sender tilbyder de gratis busbilletter til fraflyttere

Generelle nyheder

07/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Andre har gjort det samme før i tiden med stor succes.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune har netop vedtaget en ny bosætningsstrategi. En af indsatserne er at holde kontakten til de unge fraflyttere, når de er flyttet ud af kommunen for at tage en uddannelse.

Og allerede denne jul er der iværksat såkaldte julebusser, som andre kommuner tidligere har haft succes med.

"Julebusserne er en måde at sige til de unge på – dejligt at I flytter ud og tager en uddannelse, men husk også alle de gode ting herhjemme. Og der er en højtid som jul en god mulighed for at skabe en relevant relation til de unge, selvom de ikke bor i kommunen lige nu," siger Melissa McCann Seeberg, der er bosætningskonsulent i Haderslev Kommune og står for at arrangere julebusserne.

Den 22. december sender Haderslev Kommune to busser hjem til jul, der standser i de fire store studiebyer. Én der kører fra København via Odense og én fra Aalborg via Aarhus.

Der er i alt 100 gratis pladser på de to busser, der også indeholder lidt juleknas og hygge til passagererne.

"Forskningen viser, at den bedste markedsføring, vi kan lave, er at bevare kontakten til unge, der er flyttet fra. Så vi er i deres bevidsthed, som noget godt, når de skal finde et mere permanent sted at bosætte sig efter deres studier," siger Melissa McCann Seeberg.

Et andet initiativ som er i støbeskeen, er et netværk af ambassadører af tilflyttere fra Tyskland.

"Vi får en del tilflyttere fra Tyskland, og det er også en målgruppe, vi har sat ind over for, for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor har vi spurgt flere af dem, der allerede er flyttet til, om de vil være med i et netværk, hvor de kan hjælpe nye tilflyttere til rette, og det vil mange af dem heldigvis rigtig gerne," siger Melissa McCann Seeberg.

Flere indsatser de kommende år

De to indsatser er en del af en række initiativer, der skal tages de kommende år, hvor den nye bosætningspolitik skal realiseres.

"Vi har et mål om at være 500 flere indbyggere i Haderslev Kommune i 2030. Det er et ambitiøst mål, men vi har rigtig meget at byde på til alle livsfaser. Med den nye bosætningsstrategi sikrer vi, at vi sætter gang i de rigtige indsatser for at bevare relationen til de unge, tiltrække småbørnsfamilier og kvalificeret arbejdskraft og har plads til den modne borger," siger Børge Koch, der er formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune og fortsætter:

"Det handler både om at synliggøre de kvaliteter, Haderslev Kommune har, men også træffe de nødvendige politiske beslutninger for at udvikle os og blive ved med at være attraktive. Vi er godt på vej med nye boliger, der er meget forskellige, vi har naturen tæt på med gode udfoldelsesmuligheder, og om lidt har vi også en klimapark i Haderslev by, som vil gøre byen endnu mere attraktiv. Så vi har rigtig meget at byde på nu og i fremtiden," siger Børge Koch.

Bosætningspolitikken og link til at booke gratis plads på julebusserne kan findes på www.haderslev.dk