EU går nu hårdere til værks overfor de kinesiske platformtjenester
En tur på nettet efter billige varer kan ende med at blive en dyr fornøjelse for en af verdens største handelsplatforme.
EU har nemlig tildelt AliExpress en historisk stor bøde, efter myndighederne vurderer, at platformen ikke har gjort nok for at beskytte kunderne mod ulovlige og farlige produkter. Det skriver de på deres hjemmeside.
Den kinesiske e-handelsgigant har fået en bøde på 550 millioner euro, hvilket svarer til omkring 4,1 milliarder kroner.
Ifølge Europa-Kommissionen har AliExpress ikke levet op til kravene i EU’s Digital Services Act, som skal sikre, at forbrugere ikke bliver udsat for ulovlige, usikre eller kopivarer på store onlineplatforme.
Farlige varer blev ikke fjernet
Kommissionens undersøgelse viser blandt andet, at farligt legetøj, risikable kosmetikprodukter og kopivarer kunne blive på platformen i flere uger, selv efter at de var blevet opdaget.
Samtidig vurderer EU, at AliExpress ikke havde nok medarbejdere til at kontrollere de mange produkter, og at platformens egne anbefalingssystemer i flere tilfælde var med til at sprede ulovlige varer til endnu flere kunder.
“Spredningen af kopitøj, usikkert legetøj, farlig kosmetik og andre ulovlige og skadelige produkter er ikke en uundgåelig pris ved at handle på nettet – det er et resultat af, at AliExpress ikke har levet op til sine forpligtelser.”
Har fået en frist
AliExpress skal nu senest den 20. oktober indsende en handlingsplan, der viser, hvordan virksomheden vil løse problemerne.
Hvis platformen ikke lever op til kravene, kan EU udstede yderligere økonomiske sanktioner.
Sagen startede allerede i 2024, hvor Europa-Kommissionen indledte en omfattende undersøgelse af AliExpress’ håndtering af ulovlige varer, kontrol af indhold og gennemsigtighed.
Selvom virksomheden tidligere har gennemført flere ændringer, vurderer EU, at indsatsen ikke har været tilstrækkelig på de mest alvorlige områder.
Derfor følger nu en milliardbøde og et krav om markante forbedringer, hvis platformen fortsat ønsker at drive forretning på det europæiske marked.