Energikrise: Her er det bedst at bo

Generelle nyheder

15/09/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Charlotte Friis

Hvis Danmark løber tør for gas, vil det ifølge den danske beredskabsplan være industrien, der bliver lukket ned først. Når det kommer til strøm, forholder det sig dog lige modsat, idet det formentlig vil være de danske husstande, der først får lukket for strømmen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Europa er presset mere end nogensinde før af de stigende energipriser. Det har bl.a. gjort det markant dyrere for den enkelte dansker at tænde for lyset eller lave mad. Ifølge flere eksperter risikerer vi dog også, at der hen over vinteren ikke vil være strøm nok.

Det kan derfor blive nødvendigt at lukke for strømforsyningen i større eller mindre dele af landet for at undgå et ukontrolleret blackout. Det vil i så fald være første gang nogensinde, at det sker i Danmark.

Selvom vi ikke har prøvet det før, ligger der dog allerede en plan klar, som myndighederne er klar til at tage i brug, hvis det skulle blive nødvendigt. Den endelige plan for, hvordan et sådant ”brownout”, som det behørigt kaldes, vil foregå, er dog ikke fuldt ud kendt af offentligheden, men da almindelige husstande ikke har førsteret på el, vil de altså formentlig være nogle af de første, der kommer til at skulle undvære strøm i perioder.

Hvor er det bedst at bo?

Ifølge Klaus Winther, der er vicedirektør i Energinet, er det svært at sætte procenter på, hvad risikoen er for, at det kommer så vidt, men han udtaler, at Energinet selvfølgelig vil tage alle tiltag i brug, herunder at bede folk om at spare på strømmen, for at forhindre, at det bliver aktuelt.

Skulle et kontrolleret brownout blive sat i værk, ser det dog ud til, at Sjælland vil være mest udsat, da Jylland og Fyn er forbundet med elnettet i resten af Europa og derfor ikke er lige så udsatte.

Bor man desuden i nærheden af et hospital og er koblet på det samme net som dem, kan man ligeledes være heldig at slippe for en afbrydelse, da hospitalerne formentlig vil være nogle af de sidste, der får kappet strømmen.

Bliver det nødvendigt med et brownout på en solskinsdag, og bor man i et område, hvor mange har solceller, kan man ligeledes være heldig at undgå en strømafbrydelse, da det ifølge Martin Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen, ikke vil give mening at lukke for strømmen til et sådant område.

Uanset hvad understreges det dog, at man kun risikerer at miste strømmen i et par timer ad gangen, og at myndighederne generelt er godt forberedte på, hvad vinteren måtte bringe.