Efterår i februar? Sådan bliver vejret de næste dage

Generelle nyheder

02/02/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det kan man da vist kalde en blandet landhandel ...

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi er nået til anden dag af den sidste vintermåned i denne omgang, og vejret kan vist roligt siges at minde om klassisk dansk vintervejr for tiden.

Plusgrader med enkelte cifre, så det føles koldt, uden vi får nogen sne, og kombinér det så med masser af vind og en del regn - faktisk meget som var det efterår.

Nå, men ikke desto mindre er det jo weekend lige om lidt, så hvad har vejrguderne planlagt for de næste par dage?

Fredag

Ifølge DMI bliver i dag, fredag, hovedsagelig overskyet med lidt regn til hele landet, men i løbet af dagen bliver det tørvejr de fleste steder. Temperaturerne holder sig mellem 5 og 9 graders, og vinden får et nøk op på skalaen, så vi bliver blæst igennem af jævn til hård vind, og ved kysterne endda med stedvis kuling.

I aften og i nat bliver det skyet med mulighed for enkelte lette byger, men i Nordjylland klarer det efterhånden noget op. Temperaturerne ændrer sig stort set ikke, da de vil ligge mellem 5 og 8 grader, og vinder holder sig til at være jævn til hård (ved kysterne stedvist kuling med risiko for kraftige vindstød, faktisk nær stormstyrke omkring Vendsyssel).

Lørdag

På weekends første morgen står vi op til mest tørt vejr med kun enkelte byger, og i dagens løb klarer det op med nogen sol. Temperaturerne bliver en gentagelse af fredag med mellem 5 og 9 grader, og vinden holder sig på den samme intensitet.

Om aftenen og natten får vi vekslende skydække. Det starter tørt, men i løbet af natten vil der komme enkelte byger, især i Nordjylland. Temperaturerne går lidt ned til mellem 4 og 6 grader, og vinden tager til, så den bliver frisk til kuling. I Nordjylland skal man være opmærksom på, at der kan komme kraftige vindstød.

Søndag

Weekenden slutter af med skyer og en del byger, som særligt i Nordjylland kan give slud lokalt. Der vil dog også være mulighed for lidt sol ind imellem. Temperaturerne holder sig mellem 4 og 7 grader.

Om aftenen får vi kun enkelte byger og natten holder mest tørt, ligesom det en overgang klarer noget op. Senere kommer der så igen skyer ind over landet fra vest. Temperaturerne ryger ned mellem 2 og 5 grader, og vinden holder sig frisk til kuling, ved skagerrakkysten op til hård kuling.

Generelt skal man være indstillet på, at hele landet kan få kraftige vindstød, og i den nordlige del af landet kan man lokalt blive blæst igennem af vindstød af stormstyrke. I løbet af natten til mandag aftager vinden dog.