Efter våd start på ugen: Sådan bliver vejret frem til weekenden

Generelle nyheder

11/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det var rart, så længe det varede.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tænk et par dage tilbage.

Lørdag og søndag var danskere over hele landet ude at spise på udendørscaféer, hygge sig i parker, måske spist en is og gået og glædet sig over det dejlige solskinsvejr. Måske var du endda en af dem.

Det er mindre end en halv uge siden, men det kan føles som en evighed, når man tænker på vejret i uge 37 indtil videre.

Store dele af landet blev druknet i regn i løbet af mandag, og i går begyndte et nyt regnvejr at trække ind over landet. Samtidig har temperaturerne taget et mærkbart dyk, vinden har rusket os godt igennem, og vi må nok indse, at det er på tide at finde noget varmere tøj frem.

I hvert fald hvis vi skal uden for en dør de næste dage.

Onsdag

Ifølge DMI starter dagen i dag, onsdag, ud med skyer og regn i den østlige del af landet, men efterhånden klarer det op fra vest og bliver afløst af lidt eller nogen sol.

Der vil dog stadig være en del byger, flere af dem med torden, og generelt vil Danmark i løbet af onsdag være plaget af skiftende vejr med både byger, torden og lidt eller nogen sol.

Temperaturerne når kun op mellem 12 og 17 grader.

I aften og natten til torsdag fortsætter det vekslende skydække med spredte byger, og temperaturerne ryger gevaldigt ned til mellem 5 go 13 grader, koldest i Jylland.

Torsdag

I morgen lægger vi ud med nogen sol og kun enkelte byger, men i løbet af dagen får vi en overgang mere skyet vejr med en del byger, der lokalt også kan bringe torden med sig.

Temperaturerne når op mellem 13 og 16 grader.

Torsdag aften og natten til fredag byder på vekslende skydække og kun et par enkelte byger hist og her. Temperaturerne ryger ned mellem 4 og 12 grader, køligst inde i landet.

Fredag

På Bornholm byder ugens sidste hverdag på skyer og måske lidt regn, men ellers kan danskere rundt om i den ganske land se frem til en del sol og kun enkelte byger.

Temperaturerne vil ligge mellem 13 og 17 grader.

Fredag aften byder på nogen sol og natten til lørdag bliver tør og med klart vejr. Bornholmere vil dog skulle indstille sig på halvskyet til skyet vejr med mulighed for regn.

Temperaturerne når ned mellem 6 og 14 grader.