Torsdagens vejr vil blive mellem 2 og 6 grader med en del regn til den vestlige del af landet. Vinden tiltager og bliver jævn til hård fra syd og sydvest og ved kysterne bliver det op til hård kuling.
Det skriver DMI
Alt det regn og blæst kan skabe problemer i Nordjylland.
Vi kan i løbet af de næste par dage se frem til to-cifrede varmegrader, men bliver også det eneste der vil minde en smule om forår. Vi går nemlig nogle våde og til tider blæsende dage i møde.
"Ud fra de nuværende prognoser ventes 20-30 mm regn til Nordjylland frem til fredag middag, og det kan give risiko for oversvømmelser af vandløbsnære områder i Nordjylland - måske også i dele af Vestjylland - i løbet af weekenden," skriver meteorolog Anna Christiansson.
Plejer at få 46 mm i alt
Det startede allerede tidligere på ugen, hvor der var stor afstrømning i flere nordjyske vandløb. Heriblandt Uggerby Å, Elling Å og Ryå.
Grunden til den kraftige afstrømning skal findes i det vejrskifte vi oplevede mandag, hvor kulde og 20-40 centimenter sne blev erstattet af op til 10 graders varme. Det betød at sneen smeltede.
Samtidig faldt der 20 mm regn i samme område og de to ting tilsammen betød at egnen pludselig stod med 40-60 mm vand. Til sammenligning plejer vi i marts måned at få ca. 46 mm. nedbør i alt. Derfor er vandstanden steget i vandløbene.
Hold øje i weekenden
"Vandstanden toppede i løbet af tirsdagen, men der er fortsat store mængder vand i vandløbene i Nordjylland, og med udsigt til 20-30 mm regn natten mellem torsdag og fredag og en generelt våd periode, er der fornyet risiko for lokale oversvømmelser," skriver meteorolog Anna Christiansson.
Holder prognoserne stik skal nordjyderne forvente lige så høje vandstande i vandløbene som i mandag. De kan endda blev endnu større. Derfor opfordres Nordjyderne til at være opmærksomme på risikoen for oversvømmelser i områder omkring vandløb i løbet af weekenden.