Der er en række ting, man skal leve op til, når Fødevarestyrelsens kontrollanter kommer forbi til et kontrolbesøg.
En af de ting, man skal sørge for at have på plads, er, at rapporten over de seneste op til fire besøg af Fødevarestyrelsen hænger synligt fremme, så besøgende har mulighed for at se resultaterne, hvis stedet har fået en sur smiley.
Det fik plehjemmet Abildparken tilbage i februar, da der var problemer med dokumentationen for nedkøling og opvarmning af madvarer i køkkenet - forhold, som plejehjemmet erkender.
Men plejehjemmet har for nylig fået endnu en sur smiley, fordi rapporten ikke hang, som den skulle.
Og her kommer så det spøjse i sagen: For rapporten blev faktisk hængt op, præcis som den skal, men en af beboerne rev den ned.
Vel at bemærke en dement beboer, som gerne vil rydde op - og som har valgt blandt andet at fokusere på netop den rapport.
2000 kroner i bøde
I kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen står der blandt andet, at den seneste kontrolrapport med kontrolresultatet 4 ikke var ophængt ved indgangspartiet.
Den oprydningsglade beboer er dermed, uforvarende, endt med at koste plejehjemmet 2000 kroner i bøde, som skal findes et sted i budgettet.
Plejehjemsleder Inge Ryberg Hove Jensen mener, at Fødevarestyrelsen går i virkelig små sko i den pågældende sag, ligesom hun også kan fortælle, at de pårørende til plejehjemmets beboere deler hendes opfattelse.
For at undgå lignende sager i fremtiden, vil de indføre bestemte tidspunkter, hvor personalet tjekker, at rapporten hænger, som den skal, ligesom de også ser på andre mulige steder at hænge den.