Vennegruppe fra Skive vandt Danmarkshistoriens største pengepræmie

Generelle nyheder

01/08/2022

Her blev præmien vundet
Her blev præmien vundet

Skrevet af Redaktionen

Danmarkshistoriens største travgevinst gik i weekenden til en gruppe venner fra Skive. Nu fortæller en af personerne bag systemet, Ole Rudbeck, om den vanvittige lørdag og om landets største travgevinst nogensinde.

Lørdag var der V75 på Bollnäs i Sverige med en jackpot på 22,1 millioner kroner. De ti spillekammerater, der udgør spilklubben ”Fifty 2”, satsede hver en hundredelap på et system til 1080 kroner, der samlet blev til 13,2 mio. kroner.

"Jeg var til en fest, men tjekkede det sidste løb på telefonen. Man kan næsten ikke tro det," udtaler han til Andreas Örtegren fra Aftonbladet i Sverige.

V75 runden bød på en svær start for spillerne, og efter de tre første afdelinger var der kun 1.653 systemer tilbage, og chancen for at tage hele jackpotten var i den grad til stede. Værdien efter de tre første afdelinger var hele 13.026 kroner.

De tre efterfølgende afdelinger var lige til, og efter favoritten Faeza Zet vandt V75-6, var værdien 87.703 kroner. På dette tidspunkt var der blot 245 systemer, der kunne nå alle syv rigtige.

Kæmpeskrald på V75: "Der sker noget stort" 

Sidste afdeling blev dramatisk! Storfavoritten Born to Run galopperede i sidste sving og det betød, at outsideren ”Missing Tooma” efter et roligt løb med træneren Mats E. Djuse kørte først over stregen. Blot 0,54 procent af spillerne havde Missing Tooma på kuponen, og det betød, at kun to systemer stod tilbage efter syvende og sidste omgang. Og det ene system var altså lavet af spilklubben fra Skive.

"Jeg var til studenterfest med et familiemedlem, men så det sidste løb på min telefon. Jeg så, at en én-procenter vandt, og der indså jeg, at der var noget stort på vej," siger Ole Rudbeck, der til daglig arbejder i Skive Kommune.

"Jeg havde selv en andel, og vi er en gruppe venner, der spiller regelmæssigt hver lørdag på V75. Jeg har stadig ikke fattet at vi har vundet 13,2 millioner, jeg er lidt chokeret, men det er helt fantastisk. Før sidste løb var det meget nervepirrende, og så er det et kæmpeskrald, der løber med sejren, det er helt utroligt," siger Ole.

Danmarkshistoriens største gevinst på hestespil

Vindersystemet blev spillet hos Derby25. Her er Marketingchef Anders Mørup rigtig glad for, at gevinsten gik til Danmark.

"Dette er den største gevinst, der nogensinde er udbetalt på hestespil i Danmark. Det er helt fantastisk for spilklubben i Skive og samtidig også for "Fifty" i Skive, som vi har et rigtig godt samarbejde med."

Det andet vindersystem var et Harry Boy til 144 SEK, som blev spillet i Norrland i Sverige. Det danske vindersystem blev solgt i "Fifty" i Skive. Et sted, hvor spilleklubben "Fifty 2" ofte mødes.