Anima i opråb: På dette punkt om dyrevelfærd giver selv Rumænien Danmark baghjul

Generelle nyheder

04/11/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det rumænske parlament har vedtaget et forbud mod mink- og chinchillaavl. Med beslutningen bliver Rumænien det 16. EU-land, der siger nej til pels.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra 2027 vil der ikke være flere pelsfarme i Rumænien. Det står klart efter, at det rumænske parlament vedtog et forbud mod al mink- og chinchilla-avl i landet.

Forbuddet kommer efter chokerende afsløringer af forholdene på landets pelsfarme og vedvarende pres fra dyreværnsorganisationer. 

“Når selv lande, vi normalt ikke sammenligner os selv med på dyrevelfærdsområdet, nu går foran med progressive forbud, bliver det tydeligt, hvor gammeldags den danske position er blevet” siger Joh Vinding fra dyreværnsorganisationen Anima og fortsætter:

“Hvis Rumænien kan vælge dyrevelfærd frem for en forældet og helt igennem grusom produktion, hvorfor kan Danmark så ikke?” 

Fra foregangsland til efternøler

Med Rumæniens nye lov har hele 16 EU-lande - heriblandt Litauen, Frankrig og Italien - lukket døren til pelsindustrien. Presset stiger også på beslutningstagere på EU-plan for at forbyde pelshandel.

Sidste år indsamlede det europæiske borgerinitiativ Fur Free Europe, der opfordrer til et EU-forbud mod pels, mere end 1,5 millioner underskrifter fra borgere i EU.

Det er et forslag, som Anima i høj grad mener, at Danmark bør bakke op om.

"Vi står ved en skillevej," understreger Joh Vinding. "Danmark kan vælge at være blandt de sidste lande, der klamrer sig til en døende industri, eller vi kan tilslutte os den europæiske bevægelse mod bedre dyrevelfærd for pelsdyrene. Efter de seneste afsløringer af skandaløse forhold på danske farme burde valget være åbenlyst."