Har du købt dette på Temu eller Shein? Så bør du læse med
Mange danskere fortsætter med at handle flittigt på online markedspladser som Temu, Shein og AliExpress, hvor lave priser og et kæmpe udvalg tiltrækker tusindvis af kunder.
Alt fra tøj og sko til hudpleje, makeup, elektronik og andre dagligdagsprodukter bliver bestilt hjem fra platformene, selvom de flere gange har været udsat for kritik og advarsler om produktsikkerheden.
De seneste år har både danske og europæiske myndigheder samt forbrugerorganisationer flere gange advaret om produkter, der ikke lever op til de gældende regler.
På trods af det er interessen for de billige varer stadig stor, og mange vælger fortsat at handle direkte hos sælgere uden for EU.
Nu sætter en ny test endnu en gang fokus på de populære handelsplatforme.
Denne gang er det solcremer, der skaber bekymring, efter en laboratorieundersøgelse har vist alvorlige problemer med flere produkter, som bliver solgt med en høj solbeskyttelse.
Flere bestod ikke testen
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt syv solcremer med en angivet SPF 50 eller højere, som er købt gennem Temu, Shein og AliExpress. Resultatet er bemærkelsesværdigt.
Kun ét af de syv produkter opfyldte den beskyttelse, som blev lovet.
Fire af solcremerne havde i virkeligheden en solbeskyttelsesfaktor på mellem 1,2 og 1,6.
Det betyder, at de næsten ikke beskytter huden mod solens skadelige UVA- og UVB-stråler, selvom emballagen angiver en meget høj beskyttelse.
“Vi har testet solcremer i mange år, men aldrig før set produkter, der overhovedet ikke har nogen solbeskyttelse. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis forbrugerne tror, at de er beskyttet og derfor opholder sig længere tid i solen,” siger Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, i en pressemeddelelse.
Tydelig opfordring til forbrugerne
Undersøgelsen viste også, at tre af produkterne indeholdt et solfilter, som er blevet ulovligt i EU, fordi det kan være hormonforstyrrende.
Forbrugerrådet Tænk opfordrer derfor danskerne til at være ekstra forsigtige, når de køber solcreme fra internationale online markedspladser. Organisationen anbefaler, at man vælger produkter fra kendte mærker og forhandlere på det danske marked.
“Testen viser, at der er en stor risiko ved at købe solcreme gennem online markedspladser, hvor man handler direkte med sælgere uden for EU. Vores klare anbefaling er at købe solcreme fra mærker og forhandlere, som man kender fra det danske marked,” siger Stine Müller.