Alle danskere skal have lønforhøjelse: "Der er ikke så meget at rafle om"

Generelle nyheder

12/04/2022

Skrevet af Redaktionen

Stigende priser skal give tilsvarende lønninger, lyder det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Inflationen er lige nu på sit højeste niveau de sidste 30 år.

Priserne er skudt i vejret på ting som mælk, pasta, benzin, varme og andre fornødenheder.

Det har sat danskernes privatøkonomi under pres, og nu kommer nogle af landets store fagforeninger med en klar opfordring til arbejdsgiverne: hæv lønnen. 

“Jeg synes egentlig ikke, der er så meget at rafle om. Når det bliver dyrere at fylde indkøbskurven og betale regningerne, skal lønnen selvfølgelig følge med,” siger Anja C. Jensen, der er formand for HK Danmark, til TV 2.

Hun bakkes op af både FOA og Dansk Metal, som også gerne ser højere løn til ansatte i nærmeste fremtid, da den så vil følge med de stigende leveomkostninger.

Hvor stor en stigning, der skal ske, vides der dog ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Alle er dog ikke helt enige om disse stigninger.

Steen Nielsen, som er arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri, mener dog, at også virksomhederne står i en meget svær tid lige nu med stigende priser og forsyningsvanskeligheder, hvorfor der ikke nødvendigvis er et stort råderum til stigende lønninger. 

“I sådan en usikker situation er det meget sandsynligt, at nogle virksomheder får svært ved at øge omkostningerne til løn. Men lønforhandlingerne foregår på den enkelte virksomhed og med udgangspunkt i virksomhedens egne forhold,” sagde han til Finans i marts måned.