Over fire millioner danskere har downloadet appen, Mobilepay, som bruges til at sende og modtage penge i både private og erhvervsmæssige sammenhænge.
Det betyder også at MobilePay er et navn, som de fleste danskere kender og føler sig trygge ved.
Det er der dog nogle svindlere, der nu forsøger at udnytte.
Det skriver Sydnyt.
Svindel fra Polen
Den nye svindel-sms som er i omløb ligner at den kommer fra MobilePay, men det gør den ikke.
I sms'en opfordres modtageren til at opdatere appen via et tilsendt link, men det er ganske let at spotte, at den nye sms er et svindelforsøg.
De fleste danskere ved efterhånden, at MobilePay aldrig ville henvende sig på en sådan måde, men er man alligevel i tvivl, er det en god idé at tjekke landekoden, på det nummer, som sms'en sendes fra. Den starter nemlig ofte med +48, hvilket betyder, at den er sendt fra et polsk nummer.
Tryk ikke på links
Rådet lyder på, at man bør slette sms'en.
Ordlyden på sms'erne kan ændre sig fra bruger til bruger, men et eksempel på en svindelsms, som har været sendt fra nogle, der udgav sig på at være fra mobilepay er:
"Din Mobilepay bruger skal godkendes grundt ny GDPR lov. Din bruger lukkes indenfor 48 timer medmindre du godkender her: Mobilepay-konto.com"
Generelt er det en god tommelfinger regel ikke at trykke på links fra sådanne sms'er.