Der er kun to dage tilbage af februar, og så kan vi officielt kalde det forår!
Vejret er ikke nødvendigvis helt opdateret på den kalendermæssige udvikling, men dagene er trods alt blevet noget længere, nattefrosten mere sporadisk, og vi har flere gange været oppe og runde de tocifrede varmegrader.
Så hvordan kommer slutspurten af februar til at forløbe rent vejrmæssigt? Og hvad kan vi forvente os af den første forårsdag?
Onsdag
Ifølge DMI starter dagen med at være skyet, ligesom der i Nordjylland stadig kan falde lidt regn. I løbet af dagen klarer det imidlertid op, og der kan endda også komme lidt sol en overgang. Temperaturerne vil ligge mellem 5 og 10 grader, lidt køligere på Bornholm.
I aften og natten til torsdag får vi igen skyet vejr, og sidst på natten vil Vestjylland blive ramt af regn. Vi bliver dog ikke udsat for nattefrost, da temperaturerne vil ligge mellem 2 og 6 grader.
Torsdag
På februars sidste dag vil den sydøstlige del af landet få "sløret sol", og ellers bliver det skyet, ligesom Jylland kan blive ramt af perioder med regn. Temperaturerne vil igen ligge mellem 5 og 10 grader.
Torsdag aften og natten til fredag vil fortsat byde på perioder med regn i det jydske, men ellers bliver det tørt, over mange steder endda klart vejr. Temperaturerne vil ligge mellem 3 og 7 grader.
Fredag
Årets første forårsdag bringer ikke meget nyt med sig rent vejrmæssigt. Først får vi skyer, og Jylland kan stadig blive ramt af lidt regn, men ellers bliver det skyet og tørt. Der kan dog i perioder komme lidt eller nogen sol, og temperaturerne vil ligge mellem 6 og 11 grader.
Natten til lørdag bliver overordnet tør og skyet, men mod øst vil der være risiko for lidt regn. Temperaturerne vil ligge mellem 3 og 6 grader.