Vil luge ud i lovgivningen - vi er det eneste land i EU med den regel

Forbrug

08/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hvordan opbevarer du dem?

Hvis du går ned i et supermarked i Danmark og et lignende i udlandet, er der en del forskelle, også selvom det er den samme kæde.

Men en af de forskelle, du faktisk vil opleve i alle andre lande i EU, er, hvordan æg opbevares.

For i Danmark skal æg som bekendt opbevares på køl - men det er vi altså det eneste land i EU, der gør.

Ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) er der givetvis en god grund til, at det er sådan, men ikke desto mindre vil han i gang med at luge ud i og forenkle regler og love inden for fødevarer, landbrug og fiskeri.

"Det skal udfoldes på den måde, at jeg inviterer erhvervsliv, interessenter og organisationer til at komme med forslag til love, som de er stødt på indenfor det her område, som er bøvlede, virker ulogiske, og som måske også er svære at efterleve," fortæller ministeren til Ritzau.

Danmark som EU-duks

Udover den danske lovgivning, vil ministeriet også i gang med at gennemgå både bekendtgørelser og implementering af EU-regler.

Målet er at få et samlet overblik over, om tingene kan gøres smartere, og som eksempel nævner ministeren pligten, der kræver, at selv små foreninger skal registrerer sig som fødevarevirksomhed hos Fødevarestyrelsen.

Kravet stammer fra EU, men Fødevarestyrelsen peger på, at Danmark har overtolket kravet, da det blev implementeret i Danmark.

Som reglerne er nu, skal en spejderforening for eksempel registreres som fødevarevirksomhed, hvis spejderne er ude for at sælge pandekager på loppemarkeder mindst ti gange om året.

Men den grænse kan øjensynligt sættes helt op til 30, uden at det går ud over EU-kravet.

På den måde vil en masse små foreninger og enkeltpersoner slippe for bøvlet med at skulle registrere sig, ligesom Fødevarestyrelsen kan fokusere på andre opgaver end beaukrati.