Var en folkesport for i 2023: Nu tjekker hver anden boligejer det sjældent eller aldrig

Forbrug

11/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Mens energipriserne for et par år siden var et dagligt samtaleemne for mange, ser det ud til, at interessen for elpriserne er dalet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da energikrisen var på sit højeste, holdt mange af landets elkunder nøje øje med timeprisen på strøm for at se, hvornår det var billigst at sætte vaskemaskinen over eller lade elbilen.

Men nye tal tyder på, at interessen for, hvad en kilowatt-time koster, er faldet betydeligt.

I en ny undersøgelse lavet af YouGov for NRGi og Gjensidige svarer 44 procent af de adspurgte boligejere, at de sjældent (22 procent) eller aldrig (22 procent) skænker elprisen en tanke.

Men det giver stadig god mening at holde et vågent øje med elpriserne. Sådan lyder rådet fra Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi.

”I løbet af efteråret og vinteren tilbringer vi væsentligt mere tid indenfor, og det betyder, at vores elforbrug typisk stiger. Ved at holde øje med, hvornår strømmen er billigst, kan man nemmere flytte sit forbrug til de tidspunkter, hvor elprisen er lav, hvis man har en elaftale, der følger timeprisen på strøm. Og her er det vigtigt at huske, at selv små ændringer kan have en stor effekt – både for din pengepung og for klimaet,” siger Bo Halm Andersen.

Hold fast i de gode vaner

Undersøgelsen viser også, at der alligevel er en god portion af de danske boligejere, der tjekker elprisen dagligt (18 procent). Det glæder Bo Halm Andersen, som opfordrer til, at man holder fast i de gode sparevaner og sparer på strømmen, hvor man kan.  

”Det er altid positivt at se, at mange stadig følger strømprisen tæt og dermed er bevidste om deres elforbrug. Fordelen ved at spare på strømmen eller bruge den smartere er, at det ofte handler om små ændringer i hverdagen, der ikke kræver den store indsats eller betyder, at man skal gå på kompromis med komforten i hjemmet,” siger Bo Halm Andersen.

Han kommer med nogle simple, men konkrete forslag til, hvordan man kan spare på strømmen.

”Der er naturligvis nogle faste spareråd, som altid gælder. Du kan for eksempel slukke for apparater, der står på standby, bruge energieffektive pærer og vaske tøj ved lavere temperaturer eller på spareprogrammer – det gælder også opvaskemaskinen. Derudover kan du trække stikket på opladere, når de ikke er i brug, afrime fryseren regelmæssigt og udnytte sollyset mest muligt for at minimere brugen af elektrisk belysning. Det er blot nogle eksempler på sparetips, man kan få glæde af med det samme,” siger Bo Halm Andersen.

Det viste undersøgelse

Hvor ofte tjekker du elprisen?

Flere gange om dagen - 6 procent

Én gang om dagen - 18 procent

Et par gange om ugen - 16 procent

Et par gange om måneden - 13 procent

Sjældnere - 22 procent

Aldrig - 22 procent

Ved ikke - 3 procent

Undersøgelsen er foretaget blandt 492 repræsentativt udvalgte husejere over 18 år af YouGov for NRGi og Gjensidige i februar 2024.