Mange danskere begynder nok at tænke over, hvordan de kan spare lidt ekstra på varmeregningen, nu hvor vi kommer ind i de kolde måneder.
Men for nogle tusinde husstanden bliver det ikke nødvendigt.
Nykøbing Mors Fjernvarmeværk har nemlig truffet den usædvanlige beslutning at fritage deres knap 2000 kunder fra at betale for hele fjerde kvartal.
Det skriver Nordjyske.
Årsagen til den dejlige beslutning skal findes i den positive udvikling i energipriserne. Oprindeligt havde fjernvarmeværket nemlig fastsat prisen for en megawatt-time til 1200 kroner som en del af varmeværkets budget for 2023.
Men nu bliver budgettet revideret, så prisen i stedet bliver sat ned til 900 kroner per megawatt-time.
Og derfor er der altså nogle tusinde husstande, der får en tidlig julegave af varmeværket.
Frygtede 2022-tilstande
De vanvittige energipriser, vi oplevede i 2022, var baggrunden for, at man satte budgettet for 2023, som man gjorde, men frygten for en gentagelse af 2022's priser har altså vist sig at være ubegrundet.
Derfor har varmekunderne hos Nykøbing Mors Fjernvarmeværk allerede betalt for meget i løbet af de første tre kvartaler, og derfor får de altså en fri regningsmåned her til oktober.
Denne nyhed kommer efter et dramatisk år, hvor prisen på varme fra Nykøbing Mors Fjernvarmeværk blev hævet med hele 220 procent, stigende fra 625 kroner til cirka 2.000 kroner pr. megawatt-time.
Senere blev denne prisjustering dog reduceret til de tidligere nævnte 1200 kroner pr. megawatt-time.