Kohberg tilbagekalder et hav af rugbrød - solgt i blandt andet Coop, Netto og Rema 1000
25/08/2023 07:15
Jens Asbjørn Bøgen
Rugbrødene er uegnet som menneskeføde.
Kohberg tilbagekalder rugbrød med specifikke clipskoder, grundet risiko for udvikling af kridtskimmel.
På grund af en teknisk fejl på den ene af bageriets 13 pakkelinjer i Bolderslev, tilbagekalder Kohberg en række rugbrød. Problemet er isoleret til rugbrød, der i en periode er pakket på den pågældende pakkelinje, og som har specifikke koder på emballagernes lukkeclips.
Ingen andre Kohberg produkter er ramt. Det skriver bageriet i en pressemeddelelse.
Hvor er rugbrødene solgt?
Udover nogle af Kohbergs egne rugbrød omfatter listen rugbrød af mærkerne:
COOP og 365 Hverdag, der bliver solgt i COOPs butikker.
Gamle Mølle, der bliver solgt i Netto.
Gestus, der bliver solgt i Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland
Millers, der bliver solgt i Aldi.
Møllens Brød, der bliver solgt i Aldi, Meny, Spar, Letkøb, Min Købmand, Løvbjerg, ABC Lavpris og Superland. Møllens Brød bliver også leveret af Wolt og solgt på Nemlig.com
Møllesten, der bliver solgt i Lidl.
REMA 1000 og REMA 1000 Rugbrødre, der bliver solgt i REMA 1000
Har du købt et rugbrød, der står på listen og har den specifikke clipkode, bør du kassere rugbrødet eller returnere det til butikken, hvor du har købt det, understreger Kohberg.
Du kan finde den komplette liste i pressemeddelelsen.