Hele 11 forskellige slags pasta kaldes nu tilbage fra stort set alle dagligvarebutikker i landet.
Fødevareleverandøren Scandinavian Retail Food, som bag pastaprodukterne, skriver nemlig i en pressemeddelelse, at en underleverandør har fundet metalstykker i en af ingredienserne, og at der er en lille risiko for, at metalstykkerne er endt i de pakker, der er sendt ud til butikkerne.
Alle de tilbagekaldte partier pasta er pakker på 250 gram, og det er 11 forskellige mærker af pasta med spinat, det drejer sig om (det er underleverandøren af spinaten, der har fundet metal).
Blandt mærkerne er for eksempel Pastella frisk fettuccine med spinat med bedst før-dato 1. august, Salling øko frisk fettuccine spinat med bedst før-dato 17. juli og Änglamark økologisk fettuccine spinat med bedst før-dato henholdsvis 30. maj og 24. juli.
17 forskellige dagligvarekæder
Hvis man godt kan lide pasta med spinat, er der stor risiko for, at man har fået fingrene i et af de tilbagekaldte produkter - hele 17 forskellige dagligvarekæder har nemlig haft dem på hylderne:
Bilka
Føtex
Netto
Dagli' Brugsen
Salling stormagasiner
Kvickly
SuperBrugsen
Irma
Coop365
Meny
Spar
Min Købmand
Aldi
Løvbjerg
Letkøb
ABC-Lavpris
Lidl
Scandinavian Retail Food råder forbrugerne til enten at levere varen tilbage til butikken, den er købt i, eller at kassere produktet.
Er man i tvivl om, hvorvidt ens produkt er omfattet af tilbagekaldelsen, bør man også kunne få svar på, om dette er tilfældet, ved at henvende sig i butikken.