Slår dørene op fredag: Billigblomst og Meny åbner butik sammen

Forbrug

22/05/2024

Foto: Billigblomst A/S
Foto: Billigblomst A/S

Skrevet af J. Bøgen

Det er den fjerde i rækken med det nye koncept.

Billigblomst og Meny på Rungsted Bytorv har indgået et samarbejde om et udsalgssted, hvor Billigblomst åbner deres fjerde City-butik i Danmark.

Åbningsdagen, den 24. maj kl. 8, fejres med en stor åbningsfest, hvor kunderne kan glæde sig til gode tilbud.

Det skriver Billigblomst i en pressemeddelelse.

Supplement til havecentre

Tidligere har Billigblomst koncentreret sig om store havecentre med et kæmpe udvalg af ALT til haven.

Men kunderne i byen har længe efterspurgt deres billige kvalitetsblomster og produkter. For et lille års tid siden åbnede de derfor deres første City-butik i indre København.

Nu har Billigblomst to City-butikker i København, og den 27. april åbnede de deres tredje butik i Aarhus midtby, hvor kæden også har sit hovedsæde og samtidig det største havecenter i kæden.

Endnu en butik på vej

I forlængelse af offentliggørelsen af den nye franchisemodel i Meny, Rungsted, søger Billigblomst desuden efter en medejer til den velfungerende butik på Roskildevej i Valby.

"Vi er meget glade for at kunne imødekomme den store efterspørgsel fra vores bykunder. Vores City-butikker har vist sig at være en succes, og vi ser frem til dette samarbejde med Meny," siger Brian Reenberg, ejer af Billigblomst.

Den nye filial i Rungsted bliver den fjerde i rækken af deres City-butikker.