Søndag d. 14. maj er, som mange måske ved, Mors Dag - og hvis du ikke lige har været opmærksom på at sørge for blomster eller chokolade, så kan du overveje en alternativ Mors Dag-gave.
For at ideen bliver et hit kræver det dog, at moderen i hjemmet har en forkærlelighed for sport. Mest optimalt fodbold.
Og så er det uden tvivl også et plus, hvis man bor i nærheden af Silkeborg eller er indstillet på en søndag med et par timer i bilen.
Superligaklubben Silkeborg IF inviterer nemlig alle forbi stadion i anledning af deres hjemmekamp mod Lyngby - gratis!
Har brug for opbakning
I en meddelelse på klubbens hjemmeside står der:
SIF har efter en pointfattig periode i 3F Superligaen brug for al den støtte, som klubben kan få.
Derfor har vores hovedsponsor, JYSK, valgt at købe samtlige tribunebilletter til den kommende Superliga-kamp mod Lyngby på JYSK park og sørger dermed for, at der er gratis adgang for alle til opgøret søndag klokken 14.00.
– Vi håber, at dette initiativ kan give en fyldt JYSK park og fuld opbakning til SIF på søndag. Der er brug for alle mand i øjeblikket, og vi vil gerne give holdets fans mulighed for at komme til kampen og vise deres støtte. Det kan forhåbentlig give holdet det rygstød, det har brug for i øjeblikket, siger Jan Bøgh, President & CEO hos JYSK.
Silkeborg IF’s adm. direktør, Kent Madsen, sætter stor pris på tiltaget fra klubbens hovedsponsor.
– Vi er meget glade for dette flotte initiativ fra JYSK, som gør, at vi kan få så mange mennesker som overhovedet muligt på stadion søndag. Vi lægger ikke skjul på, at vi har brug for opbakningen i den periode, vi er inde i netop nu. Her har JYSK, ved at tilbyde gratis billetter, sørget for, at spillerne får endnu flottere rammer til kampen, siger Kent Madsen.
Få fat i billetter til kampen på https://billet.silkeborgif.com/ – vel mødt til en vigtig Superliga-søndag på JYSK park!
Sæsonkortholdere og abonnenter har naturligvis adgang på deres sædvanlige plads på JYSK park.
OBS – der kan max trækkes fire billetter pr. bruger. Men træk kun det antal, som du er sikker på at skulle bruge til kampen.
Stiller flere billetter til rådighed
Hvis der er noget, danskere godt kan lide, så er det et godt tilbud, og det må man sige, at gratis adgang til to timers professionel fodboldkamp er.
Ikke overraskende har der også været massiv efterspørgsel, og i går, torsdag d. 11. maj, valgte Silkeborg IF at udvide antallet af billetter til kampen ved også at inddrage VIP-sæderne på stadion.
Men de ryger nok hurtigt, så hvis du vil nå at få fingre i billetterne, må du nok skynde dig!