Sker i 2023: Stor ændring for alle iPhone- og iPad-brugere

Forbrug

15/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Apple selv er stærkt utilfredse med, at de bliver tvunget til det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra næste år er Apple tvunget til at lave en ændring, som kan få stor betydning for iPhone og iPad-brugere.

En ny konkurrencelovgivning fra EU betyder nemlig, at det skal være muligt at downloade apps andre steder end i Apples egen App Store, som det hidtil har været tilfældet.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg ifølge Berlingske.

Når det sker, vil det altså være slut med monopol på appbutikken.

Det lyder umiddelbart godt for de millioner af Apple-brugere, der er i Europa og Danmark, men det kan også få en uheldig bagside af medaljen.

Serviceforretningen, som ud over App Store også omfatter Apple Pay og netlagertjenesten iCloud, omsatte i perioden juli-september 2022 for 19,2 milliarder dollars ud af Apples samlede omsætning på 90,1 milliarder dollars i samme periode.

Det er altså lige knap 20 procent af Apples samlede omsætning.

Og i teorien kan et fald i omsætningen for Apple betyde, at de vil sætte priserne op for at tilfredsstille deres investorer.

Hos Apple er man ikke begejstret for forslaget, som ifølge techgiganten skaber bekymring for brugernes sikkerhed, da andre appbutikker ikke vil være underlagt samme kontrol af apps som det er tilfældet i Apples egen App Store.

Det bliver op til de konkurrerende appbutikker at overbevise iPhone- og iPad-ejerne om, at de skal søge andre steder hen for at finde og købe apps og dermed ikke blot vælge den lette løsning, hvor Apple har indbygget App Store i alt sit udstyr.