Skat på særlig kontrol: 66 millioner kroner i ekstra opkrævninger

Forbrug

08/03/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Til sammenligning var tallet i 2021 30 millioner kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Er du en af dem, der har forelsket dig i navne som Bitcoin, Ethereum og Litecoin? Så er du bestemt ikke alene.

Danskerne har i høj grad fået øjnene op for de såkaldte kryptovalutaer, og der florerer en del historier om mennesker, der er blevet millionærer eller simpelthen milliardærer på at investere i de nye typer valuta.

Men med nye teknologier kommer også nye regler, der skal læres - og når det kommer til skattereglerne for investering i kryptovaluta, har danskerne tydeligvis stadig en del at lære.

Skattestyrelsen har nemlig lavet særlige kontroller rettet specifikt mod danskernes handel kryptovaluta, og det betyder, at der blev sendt ekstraopkrævninger på 66 millioner kroner til de investeringsglade danskere i 2022.

Skal selv oplyse om tab og gevinst

Kontrollerne viser nemlig, at mange borgere er udfordret, når det kommer til den rette skattebetaling. Årsagen er bl.a., at borgere selv skal sørge for at oplyse gevinst og tab fra investeringer i kryptovaluta til Skattestyrelsen.

Og det øger sandsynligheden for fejl, da oplysningerne ikke kommer automatisk, som det for eksempel er tilfældet ved ens lønindkomst, der indberettes af arbejdsgiveren.

”Resultaterne af kontrolindsatsen viser klart og tydeligt, at der fortsat er brug for en målrettet indsats på kryptoområdet. Der er tilsyneladende mange borgere, der fortsat ikke får håndteret skatten rigtigt, når de handler med krypto. Så det følger vi naturligvis op på med såvel kontrol som vejledning. Derudover er Skattelovrådet i gang med at undersøge de gældende regler. Når de har afrapporteret, vil vi se på, om vi fra politisk hold kan gøre reglerne lettere at efterleve,” siger skatteminister Jeppe Bruus.

Således har Skattestyrelsens kontroller med krypto siden 2019 resulteret i udsendte skatteopkrævninger for over 130 mio. kr. Alene i 2022 er der udsendt regninger for godt 66 mio. kr.

Til sammenligning var beløbet lige over 30 mio. kr. for hele 2021.

Styrket kontrol

”Der er stor og stigende interesse for handel med de digitale valutaer. Derfor er kontrollen også blevet styrket, både hvad angår tilførslen af flere hænder og med en mere intellegent og datadreven kontrol,” forklarer skatteminister Jeppe Bruus.

Udover flere ressourcer til området ifm. reformen 'Styrket skattekontrol' fik Skattestyrelsen med Skatterådets tilladelse i 2019 også adgang til oplysninger fra tre danske vekslingstjenster for handler med kryptovaluta i perioden mellem 2016 og 2018.

Og igen i foråret 2022 fik Skattestyrelsen med en tilladelse fra Skatterådet mulighed for at indhente oplysninger om handler med virtuel valuta foretaget via danske vekslingstjenester, også kaldet kryptobørser, for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021.

Tilladelsen fra Skatterådet betyder, at udvalgte kryptobørser bliver pålagt at udlevere identitetsoplysninger som navn, adresse og cpr-nr. og evt. cvr-nr. på de borgere og virksomheder, der handlet via den enkelte børs.