Skal du droppe julelys i år? Det koster det at have julepynten tændt

Forbrug

10/11/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er jo ved at være nu, man skal overveje, om der skal lyskæder op!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen varer længe, koster mange penge - og desværre kommer den nok til at koste ekstra meget i år.

Stort set alle priser stiger så gaveindkøbet kommer nok til at dræne kontoen noget ekstra, så vi er mange, der godt kunne bruge et lys i mørket ...

Julelys! Men da strømpriserne mildest talt også er utilregnelige, og vi samtidig har fået at vide, at vi bør spare på energien får et undgå en egentlig forsyningskrise, er det nærliggende at spørge sig selv, om man bør droppe lysene i år.

Går du alligevel og tænker, at der skal være julelys i denne mørke tid, så er det i hvert fald værd at kigge på, hvad det kan gå hen og koste dig.

Matilde Grøn Bjørnebroe arbejder for Energistyrelsens rådgivning, SparEnergi.dk, og hun har et konkret eksempel på, hvad bare en enkelt lyskæde kan komme til at koste dig.

"Forbruget i LED-lyskæder varierer fra 1 W til 30 W. Det kan derfor være en god idé at finde en med et lavt forbrug, da det kan gøre en forskel. Hvis man fx har en 5 W LED-lyskæde tændt 24 timer i døgnet i tre måneder, vil det koste omkring 60 kroner", forklarer hun.

LED-pærer bruger generelt mindre energi, og derfor anbefaler hun også, at man skifter til den type pærer, hvis man ikke allerede har dem.

Hvis man har batteridrevne kæder, anbefaler hun, at man bruger dem indenfor - batterier fungerer nemlig dårligere ved lave temperaturer, og selvom mange sparer på varmen for tiden, er det vel trods alt noget køligere udenfor end indenfor.

Som du kan se i ovenstående eksempel, så har en enkelt lyskæde altså ikke et forbrug, der ligefrem vælter energibudgettet. Men der er jo ikke nogen grund til at bruge mere strøm, end man behøver, både for ens egen og fællesskabets skyld.

Derfor anbefaler hun, at man køber en timer, der automatisk tænder og slukker lyskæderne, når mørket kommer og går.

Og det er forresten et generelt råd i denne tid - brug alle de timere, du kan, så dine apparater ikke står og bruger strøm, når de er slukket.

Kilde: Alt.dk