Danmarks energiforbrug faldt i 3. kvartal af 2024. Faldet kommer efter stigende energiforbrug i 1. og 2. kvartal og er stort nok til, at det samlede faktiske energiforbrug i de første ni måneder 2024 var 0,3 pct. lavere end i de første ni måneder af 2023.
Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Bag det lille fald, som i energienheder udgør beskedne 1,5 PJ, ligger dog større forskydninger. Således faldt olieforbruget 10,2 PJ og kulforbruget 6,2 PJ, hvorimod forbruget af vedvarende energi steg med 10,7 PJ.
Faldende olieforbrug
Bag det faldende olieforbrug ligger også større forskydninger. Forbruget af gas- og dieselolie har været faldende gennem hele 2024, og i de første ni måneder af 2024 lå forbruget af gas- og dieselolie således 8,5 pct. lavere end i samme periode året år.
Forbruget af benzin er ligeledes faldende, og i de første ni måneder af 2024 lå forbruget af benzin 3,7 pct. lavere end samme periode i 2023.
Forbruget af jetbrændstof forsætter derimod med at stige. I de første ni måneder af 2024 lå forbruget af jetbrændstof således 9,7 pct. højere end i 2023 og er nu stort set tilbage på niveaet før Covid-19 pandemien.
Forsat stigende elforbrug
Elforbruget fortsætter med at stige. Den indenlandske forsyning med el lå således 7,5 pct. over forsyningen i samme periode sidste år. Stigningstakten synes dog at have aftaget en smule, - hvor stigningstakten 1. og 2. kvartal således lå på hhv. 8,8 pct. og 7,5 pct. var den i 3. kvartal faldet til 6,1 pct.
Tre nedslag i energistatistikken for de første ni måneder af 2024
I de første ni måneder af 2024 var forbruget af biomasse på de centrale værker 12,5 pct. højere end i den tilsvarende periode i 2023 og 13,2 pct. højere end det gennemsnitlige biomasseforbrug i samme periode de fem forudgående år.
Forbruget af kul fortsætter med at falde, og i de første ni måneder af 2024 var kulforbruget på de centrale værker således 28 pct. lavere end i samme periode i 2023. Sammenlignet med det gennemsnitlige kulforbrug på de centrale værker i tilsvarende periode de seneste fem år var kulforbruget 46 pct. lavere i de første ni måneder af 2024.
Forbruget af gas i de første ni måneder af 2024 var 3,4 pct. højere end i samme periode sidste år. Denne udvikling omfatter dels en stigning i forbruget af bionaturgas på 1,7 pct. og dels en stigning i naturgasforbruget på 4,2 pct. i forhold til samme periode sidste år. Stigningen dækker dog over forskelle mellem 1., 2. og 3. kvartal. Hvor forbruget steg hhv. 10,8 pct. og 9,2 pct. i de to første kvartaler, faldt forbruget i 3. kvartal med 17,3 pct. sammenholdt med samme periode i 2023.
Kilde: Månedlig energistatistik
Illustration: Udvikling i energiforbrug 1.-3. kvartal 2024 sammenlignet med 1.-3. kvartal 2023.