Lukker 27 butikker: Stor kæde dropper det danske marked

Forbrug

13/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det har ikke været muligt at tjene penge.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Snart bliver der færre steder, pizzahungrende danskere kan søge hen, hvis de trænger til en slice.

Pizzakæden Domino's dropper nemlig det danske marked. Det betyder, at samtlige 27 danske butikker drejer nøglen om.

Det oplyser det australske selskab Domino's Pizza Entreprises, der ejer de danske butikker, i en pressemeddelelse.

Ifølge Europachef i Domino's Pizza Enterprise, Andre Ten Wolde, har det simpelthen ikke været muligt at tjene penge i Danmark, men det er ikke hverken de ansate eller brandets skyld.

"Mens vores teams indsats vandt nogle kunder tilbage og skabte loyale fans, var arven efter skaden fra det tidligere ejerskab i sidste ende for stor til, at vi kunne overvinde det inden for en overskuelig fremtid," siger han i pressemeddelelsen.

Og der er da nok også mange danskere, der siden 2019 har forbundet det amerikanske pizzabrand med noget negativt.

Skandale om hygiejne

Flere danske medier bragte nemlig vinteren og foråret 2019 en række historier om dårlig hygiejne i flere af Domino's restauranter i Danmark, og tidligere medarbejdere var også ude og fortælle, at det nærmest var en del af forretningsmodellen at ændre datomærkningen på råvarerne.

De mange dårlige historier førte til, at de tidligere ejere gik konkurs i marts 2019, og derefter opkøbte det australske Domino's Pizza Enterprise hele den danske gren af kæden for 18,6 millioner kroner.

Siden har selskabet drevet dem som franchisetager fra det amerikanske Domino's Pizza International, men det har altså ikke været muligt at slippe af med det blakkede ry fra de tidligere ejere.

Domino's Pizza stammer oprindeligt fra USA. I juni 2011 kom kæden til Danmark.

Det var kun den danske del af kæden, der gik konkurs i marts 2019.