Lidl gør det igen: Her er deres nye produkter

Forbrug

07/10/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Charlotte Friis

I august 2021 skabte Lidl sensation med deres modekollektion, som storsolgte i hele Europa, og som herhjemme blev udsolgt på rekordtid. Nu har Lidl gjort det igen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Var det noget med et par billige sneakers, eller hvad med et par badebukser i en frisk blå farve med det velkendte Lidl-logo på? Så er det med at være hurtig. Lidl har nemlig lanceret endnu en række produkter i deres modekollektion, som sidst skabte lange køer foran butikkerne over alt i Europa.

Tre grunde til den store succes

Ligesom sidste gang har produkterne et tydeligt 90’er-inspireret look og tapper altså dermed ind i en af tidens helt store toneangivende trends, nemlig 90’er-looket med de brede bukseben, mavebluser og små håndtasker.

Ud over 90’er-looket rammer Lidl også plet i forhold til en anden trend, nemlig det, man betegner som ”normcore”. Hvor det længe således har betydet noget, at tøjet var fra et bestemt mærke, går de unge nu i en anden retning og er begyndt at gå i tøj og sko, som ikke behøver have et bestemt mærke på brystet. Det er med andre ord blevet trendy at gå i billigt tøj af ukendt oprindelse, og det er altså her, at Lidls produkter rammer plet.

Endelig har Lidl været smarte og har lanceret deres kollektion som en limited edition, som er sat til salg til overkommelige priser – og det er forbrugerne åbenbart vilde med.

Lidls kollektion

I 2021 var det især kollektionens sneakers, som var eftertragtede. Dengang kunne man erhverve sig et par for 111 kr., hvis ellers man var en af de heldige, der nåede at få fat i et par.

Denne gang må man af med lidt mere for et par sneakers, nemlig 122 kr.

Derudover kan man denne gang også erhverve sig fire forskellige T-shirts samt sokker og badeshort med det velkendte gule Lidl-logo på.