Irma lukker, Kvickly og SuperBrugsen er fortid

Forbrug

31/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

I stedet bliver alle kæderne samlet under ét navn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

136 års Danmarkshistorie er slut: Irma-kæden lukker.

Faktisk bliver også kæderne Kvickly og SuperBrugsen snart fortid.

Alle tre dagligvarekæder bliver nemlig samlet under én samlet paraply i form af en ny kæde ved navn: Coop.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

De lokale butikker i Dagli`Brugsen – og de butikker, der ikke skal være med i Coop-kæden - skifter på sigt navn til Brugsen, og vil blive drevet med størst mulig lokal frihed, tilpasset specifikt til kunderne de enkelte steder.

"Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop. Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer (...) Derfor gennemfører vi nu denne strategi, som skal skabe Fremtidens Coop," siger Kræn Østergård Nielsen, der er administrerende direktør i Coop.

Med den nye struktur går Coop fra at have haft 8 kæder til at have 3. Indtil sidste år havde man: Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.

Fremover altså: Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.

Irma-brandet fortsætter

Irma vil ændres fra at være en københavnsk butikskæde til at være et landsdækkende mærke, hvor et større antal unikke Irma varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkederne.

Af de 65 Irma-butikker konverteres de 9 største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker.

”Det er en beslutning, der smerter os dybt. For vi har enorm respekt for den stærke kultur i Irma, den enestående medarbejder-indsats og de mange kunders loyalitet og varme følelser for kæden. Men vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount og Irma har større og større underskud. Samtidig er kæden nede i en størrelse, hvor det gør det vanskeligt at udvikle unikke varer, som er et af kædens særpræg,” siger Kræn Østergård Nielsen, Coop.

De ca. 2000 medarbejdere i Irma vil i videst muligt omfang blive tilbudt job i Coop.

De første butikker i den nye stor-kæde åbner efter sommerferien i år.