Her kan du spare penge: Så meget koster et brusebad

Forbrug

26/06/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Når sommervarmen er over os, forfalder vi ofte til brusebade for at svale kroppen. Og i disse tider med stigende priser er det vigtigt at finde steder, hvor man kan spare penge. Et af de steder, hvor man kan spare lidt i husholdningsbudgettet, er særligt her i sommerperioden i brusebadet.

Vi foreslår på ingen måder, at man skipper det daglige bad, men længden på badet kan i mange tilfælde reduceres betragtelig. På den måde kan man spare mange penge, særligt hvis husholdning består af mange personer.

Selvfølgelig kan man ikke lave en direkte formel for, hvor meget et enkelt bad koster. Der er mange forskellige faktorer, der spiller ind. Prisen afhænger bl.a. af, om du bader i koldt eller varmt vand, om du har en spare-bruser, hvor i landet du bor og hvor lang tid du står i badet.

Sådan kan prisen for brusebad reduceres

Der er derfor mange måder, hvorpå du kan reducerer omkostningerne ved et brusebad.

Det giver nok sig selv, at det er dyrere at bade i varmt vand end i koldt. Den gennemsnitlig vandpris i Danmark varierer i forhold til, hvor i landet du bor. I 2020 var prisen for en gennemsnitsfamilie med et gennemsnitsforbrug 72,35 kr. for én kubikmeter koldt vand.

Prisen for en kubikmeter varmt vand var i 2020 næsten dobbelt så høj, nemlig ca. 140 kroner. Prisen afhænger dog af den måde, vandet varmes op på, og det betyder, at prisen for varmt vand er skruet i vejret.

Derfor kan du med lethed spare penge ved at skrue ned for vandtemperaturen og sørge for, at det varme vand ikke løber længe før og efter du er i badet. Her i sommervarmen er det forholdsvis let at holde temperaturen nede, men vær opmærksom på det.

Prisen afhænger selvfølgelig også af, hvor meget vand, du bruger til et bad.

Ifølge Sparenergi.dk bruger en almindelig bruser 10-20 liter vand i minuttet, mens en vandbesparende bruser kan sænke dit vandforbrug til 6-10 liter i minuttet. Hvis vandet tilmed er varmt, kan man på den lange bane spare rigtig mange penge ved at købe en vandbesparende bruser.

Så meget koster et brusebad

Med de nuværende energipriser koster et varmt bad på ti minutter med almindelig bruser mellem 14 og 28 kroner alt afhængig af varmekilde, når omkostninger til opvarmning og vand regnes med.

Har din hustand desuden en teenager eller to, der hygger sig under bruseren i 20 minutter hver dag, så koster det hurtigt kassen, at alle hygger sig i badet for længe. Der er derfor mange penge at spare, hvis du indfører gode brusevaner.

Hvis f.eks. teenagerne går til sport og fitness, så kunne de med fordel huske at tage deres bade i forbindelse med deres sport. Ligesom indsæbning og vask generelt kan klares uden at bruseren løber.

Det kan også svare sig at tage hurtigere bade, så omkostningerne kan reduceres. Med en hustand på fire personer, der alle elsker lange, varme bade, så kan omkostningen om måneden løbe op i flere tusinde kroner.

Hvordan bader I derhjemme? Er der plads til besparelser?