Har du en elbil? Nu kan disse danskere få en gratis ladeløsning derhjemme

Forbrug

31/08/2023

Foto: OK
Foto: OK

Skrevet af J. Bøgen

Det gælder fra i morgen, fredag!

OK har indgået en ny samarbejdsaftale med HusCompagniet.

Det betyder, at alle kunder, der indgår en aftale med HusCompagniet om at bygge et enfamiliehus fra 1. september 2023, kan få gratis etablering og opsætning af en OK Ladeboks ved deres nye hjem.

”I OK er vi glade for det nye samarbejde med HusCompagniet, der skal gøre det nemt og trygt for nybyggere at tilvælge en OK Ladeboks som en komplet og attraktiv løsning til det moderne hjem,” siger Martin Kock Kjeldgaard, Partner Manager hos OK, i en pressemeddelelse.

”I HusCompagniet vil vi gerne sikre, at de huse, vi bygger for vores kunder, er fremtidssikrede. Antallet af elbiler i Danmark er i vækst, og derfor er vi også glade for det nye samarbejde med OK, der giver vores kunder mulighed for at få en ladeløsning uden beregning,” siger Martin Ravn-Nielsen, Group CEO hos HusCompagniet.

HusCompagniets nybyggere behøver ikke at aktivere ladeboksen med det samme, men kan tilvælge løsningen som en fremtidssikring. Det kan være attraktivt at have installationen på plads til den dag, man eventuelt køber en elbil eller ønsker at sælge sin bolig.

”Der er tale om et tilbud. Ønsker man som kunde at undvære ladeboksen eller at vælge en helt anden leverandør, står det en frit for. Fleksibilitet er vigtigt for os i forhold til vores kunder,” understreger Martin Ravn-Nielsen.

God energi til den grønne omstilling

”Det er vigtigt for os at sikre, at de huse, vi bygger i dag, er tilpasset fremtiden, og at de driftsmæssigt har et så minimalt energiforbrug som muligt, for den bedste energi er den, vi ikke bruger,” siger Martin Ravn-Nielsen.

Mange af HusCompagniets kunder tilvælger også vedvarende energikilder til deres nye hjem. Dette harmonerer godt med, at OK er leverandør af grøn strøm fra Danmark.

”Med flere gode synergier og en klar vision om at bidrage til den grønne omstilling er HusCompagniet og OK i stand til at skabe en stærk alliance, der bringer vores ekspertise og engagement sammen for at drive denne afgørende agenda fremad,” siger Martin Kock Kjeldgaard.

Et større samarbejde

Samarbejdet indbefatter ikke alene ladestandere, men også byggestrøm og et tilbud til nybyggere om el til deres nye hjem. De kan derfor nemt oprette en elaftale hos OK – og enten vælge mellem grøn- eller konventionel el.

Sidst men ikke mindst indbefatter partnerskabet også etablering af ladestandere i forbindelse med HusCompagniets B2B-forretning, der leverer totalentrepriser på rækkehuse til primært professionelle ejendomsinvestorer.