Gør dig klar til prisstigninger: Nu rammer krigen mellem Israel og Hamas danskernes pengepung

Forbrug

19/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Alene i løbet af weekenden er et vigtigt prisniveau steget med 20 procent.

Siden krigen brød ud mellem Hamas og Israel er flere fragtskibe blevet angrebet i Det Røde Hav.

Alene i løbet af de sidste syv dage har der således været 24 angreb mod skibe, og det er den yemenitiske Houthi-bevægelse, der har taget ansvaret for flere af episoderne.

Bevægelsen har forklaret, at angrebene i Det Røde Hav trækker tråde til netop krigen mellem Israel og Hamas, og bevægelsens formand har udtalt, at man vil angribe flere skibe, og at skibe, der samarbejder med Israel, vil være legitime mål for houthiernes væbnede styrker i området.

Det har nu fået en række rederigiganter til helt at droppe skibstrafik igennem Det Røde Hav. Både den britiske olieproducent BP og det danske Mærsk har valgt at sende de skibe, der skal til Europa, uden om Det Røde Hav, så de nu ofte skal syd om Afrika for at nå i havn.

Det betyder længere rejse, som igen betyder øgede udgifter for rederierne - og den regning kan ende hos den helt almindelige forbruger, heriblandt os danskere.

Det skriver DR.

6,8 millioner ekstra i brændstof

At skulle tage turen fra Asien til Europa syd om Afrika i stedet for igennem Det Røde Hav koster nemlig vanvittige 6,8 millioner kroner ekstra i brændstof forklarer Peter Sand, der er chefanalytiker shipping-analysebureauet Xeneta

"Vi forventer i hvert fald, at priserne sagtens kan doble op på fragt over nogle få uger. Hvor meget det så betyder for dit toiletpapir, det kan så nok betyde et par kroner," siger Peter Sand til DR.

Både ting som møbler, fladskærme, sko, toiletpapir og for den sags skyld også frossent kød kan ende med at stige i pris som følge af rederiernes nye ruter.

Alene i løbet af weekenden er prisen på containerfragt fra Asien steget med 20 procent, og det vil på sigt kunne ses på priserne i supermarkederne.

Peter Sand sammenligner situationen med den episode, hvor et stort containerskib satte sig på tværs i Suez-kanalen tilbage i 2021.

Det gav en længerevarende forsyningsprop, der endte med at koste selskaberne milliarder, og de penge skulle så hentes ind igen gennem højere priser.