Flying Tiger Copenhagen lancerer en ny app med tilhørende kundeklub, der fokuserer på mere målrettet kommunikation og belønninger til de mest loyale kunder.
Danmark bliver det første land, hvor appen kan bruges, og lanceringen markerer det første skridt i en global udrulning, der sigter mod stærkere kundeindsigt og forbedrede kundeoplevelser.
Flying Tiger Copenhagen Club er et nyt element i virksomhedens omnichannel-strategi og bliver afgørende for en bedre forståelse af kundernes præferencer, ligesom den skal hjælpe med at levere endnu bedre kundeoplevelser og sikre, at markedsføringsindsatsen er mere målrettet.
Loyalitetsfordele
Kundeklubben lanceres i dag, d. 26. juni 2024, og giver loyalitetsfordele for dem, som tilmelder sig via den nye app. Kunderne får direkte adgang til prisreduktioner på mellem 10 procent og 20 procent, som kan indløses i butikkerne.
“I 2023 havde vi omkring 100 millioner kunder på tværs af vores markeder, og langt de fleste transaktioner sker i vores fysiske butikker. Vi lancerer imidlertid en række initiativer for at forbedre kundeoplevelsen, uanset om det er i butikkerne eller i det digitale univers, kunderne møder os. Derfor er den nye app en værdifuld tilføjelse til vores øvrige kanaler og en vigtig søjle i vores omnichannel-strategi,” fortæller Andre Filomeno, Senior Vice President ”Customer & Digital” hos Flying Tiger Copenhagen.
Med afsæt i et vellykket pilotprojekt i Spanien og Italien går den nye app nu live i Danmark, inden den rulles ud til andre markeder.
Argumentet er, at man ønsker at få appen godt integreret på den danske hjemmebane, inden den når andre af virksomhedens i alt 36 markeder.
"Med kundeklubben kan vi styrke forbindelsen til vores kunder, og det bliver win-win for os som virksomhed og for kunderne, som bruger appen. Vi får værdifuld indsigt i forbrugeradfærden, og vores kunder bliver belønnet med markante medlemsfordele,” fortæller Andre Filomeno, Senior Vice President for ”Customer & Digital” hos Flying Tiger Copenhagen.
Flying Tiger Copenhagen Club-appen er gratis og kan downloades via App Store og Google Play.