En halv liter til 20 kroner, eller en hel liter til 20 kroner - her skal du købe piskefløden til jul

Forbrug

13/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

December er den måned, vi danskere bruger klart mest piskefløde!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En halv liter piskefløde til 20 kroner - eller en hel liter piskefløde til 20 kroner. Hvad vælger du?

Hvis du vælger den første, har du enten for mange penge, eller også skal du have pudset brillerne.

I 2022, hvor inflation er blevet en fast del af vores ordforråd, og hvor særligt mejeriprodukter er eksploderet i pris, er der ikke noget umiddelbart logisk argument for ikke at vælge så meget som muligt til den samme pris.

Wefood og Arla er gået sammen om at bekæmpe madspild. Det betyder, at man fremover kan købe et udvalg af Arlas mejeriprodukter i Wefoods tre butikker i København.

Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

Wefood er Folkekirkens Nødhjælps supermarked, der sælger overskudsvarer til en god pris. Det kan være varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet holdbarhedsdato og sæsonvarer. Varer, som ingenting fejler, og som ellers ville have endt i skraldespanden hos traditionelle supermarkeder.

"Mejeriprodukter er en populær vare i vores Wefood-butikker, så vi er glade for dette fantastiske samarbejde med Arla. Det kommer på et vigtigt tidspunkt, hvor vi danskere mærker de stigende priser, som især har ramt mejeriprodukter. Nu giver vi vores kunder muligheden for at handle billigt, samtidig med at de bekæmper madspild og hjælper mennesker i nød i verden," siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

En til to gange ugentligt donerer Arla overskudsprodukter fra deres lagre i Slagelse og Ishøj til Wefood i København, og det kan være mælk, yoghurt, piskefløde, A38 eller kvark.

Priserne varierer, men der vil altid være store nedslag i forhold til priserne i traditionelle supermarkeder.

Indtil videre har tilbuddene inkluderet to Yoggi-yoghurt for 20 kroner, en liter piskefløde til 20 kroner og fem kilo kvark for 30 kroner.

"Når det ikke er muligt at sælge vores fødevarer, for eksempel fordi vi ved en fejl har produceret for meget, forsøger vi at behandle maden som en ressource, der kan genanvendes eller genbruges i stedet for bare at smide den ud. Derfor har vi indgået et samarbejde med Wefood, og bidrager dermed både til at reducere madspild, samtidig med vi støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens fattigste samfund," siger Line Aagaard, Head of Sustainability hos Arla Denmark.

Arla og Wefood regner med sammen at kunne bekæmpe ét ton madspild om ugen. Det svarer til cirka 1000 liter mælk, som ellers ville være blevet hældt ud.

Og det ligger oveni de andre initiativer, som begge virksomheder har for at bekæmpe madspild.

Lige nu er det kun Wefood-butikkerne i København, der får donationer fra Arla, men begge virksomheder håber på at udvide samarbejdet i det jyske fra næste år. 

I 2016 slog Folkekirkens Nødhjælp dørene op til Wefood, Danmarks første butik, der sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet dato for holdbarhed og sæsonvarer. Overskuddet fra Wefood-butikkerne går til mennesker i nød. I dag findes seks butikker over hele landet, mens flere er på vej.