Dansk brillefirma erklæret konkurs

Forbrug

19/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

På tre år har selskabet haft et samlet underskud på næsten 24 millioner kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det danske brillefirma Christopher Cloos er begæret konkurs.

Det fortæller selskabets administrerende direktør og største aktionær, Julius Langkilde, til Finans.

"Det er en trist situation. Men jeg ville aldrig have været selskabet og rejsen foruden. Det er forfærdeligt at se virksomheden gå konkurs, men jeg har været klar over, at det var en risiko i noget tid. Det er ikke bare sket henover den seneste uge," siger han til mediet.

Det var ellers ikke ambitioner, Christopher Cloos manglede, da de satte sin plan i værk.

De fik nemlig store personligheder som sportsikonet Tom Brady (amerikansk fodboldspiller) og topmodellen Elsa Hosk til at være reklamesøjler og firmaets ansigter.

Faktisk havde Cloos en ambition om, at mindst en million mennesker verden over skulle gå rundt med firmaets briller.

Sådan gik det imidlertid slet ikke.

I løbet af tre år har selskabet nemlig præsteret et samlet underskud på knap 24 millioner kroner. Værst så det ud i 2021, hvor firmaets resultat efter skat lød på 13,8 millioner kroner i underskud.

Julius Langkilde kommer selv til at et par millioner kroner på konkursen.

Han håber nu at kunne byde på aktiver fra konkursboet sammen med andre fra den eksisterende ejerkreds, så Christopher Cloos kan leve videre i en eller anden form.

Brillefirmaet fik for et år siden én af Danmarks rigeste, 3Shape-milliardæren Tais Clausen, ind som medejer. Det skete til en værdiansættelse af selskabet på 100 mio. kr.

Firmaet har slået sig op på briller og solbriller lavet i tidløst design i materialer af høj kvalitet.