45 kroner mere hver måned - prisstigninger på vej til disse tv-kunder

Forbrug

23/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er simpelthen blevet dyrere for leverandøren at tilbyde pakken - og det rammer så kunderne.

Hvis du går ind på Norlys' hjemmeside og ind under fanen "Tv og streaming", bliver du mødt af en oversigt med tilbud på tv-pakker.

Helt præcist kan du få 50 kroner rabat per måned på de forskellige løsninger de næste seks måneder, hvorefter prisen så altså ryger op på det normale niveau.

Men når du læser videre vil du lægge mærke til, at der under oversigterne står et par linjer med ret lille tekst. Det starter med ordet "Bemærk", og det er en rigtig god opfordring.

For fra den 1. marts vil prisen på Norlys' lille tv-pakke stige med 45 kroner om måneden, hvilket bringer den månedlige pris op på 319 kroner.

Dette kommer efter en stigning på 150 kroner om måneden på den store tv-pakke sidste år.

Dyrere at levere

Til B.T. fortæller Michelle Hald, pressechef hos Norlys, at årsagen til prisstigningen er stigende omkostninger for Norlys i forbindelse med leveringen af tv-pakker.

Michelle Hald forklarer endvidere, at prisstigningerne er nødvendige for at opretholde virksomhedens drift.

Selvom priserne på små tv-pakker har været uændrede i de seneste tre år, er Norlys nødt til at reagere på de stigende udgifter for at sikre, at forretningen fortsat kan fungere optimalt.

"Vi er desværre nødt til også at lade vores priser på de små tv-pakker stige for, at vores forretning kan løbe rundt," udtaler hun.