2 butikker indtil videre: Lidl tester nyt koncept

Forbrug

16/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Målet med projektet er at ændre danskernes kostvaner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvad skal der til for at få danskerne til at ændre kostvaner og spise mere plantebaseret? 

Det har dagligvarekæden Lidl i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening og Copenhagen Business School besluttet sig for at finde ud af. Gennem hele 2024 vil partnerne således gennemføre en række initiativer og undersøgelser med fokus på de plantebaserede valg i kædens butikker. 

Det nye samarbejde vil for alvor mærkes i Lidl-butikkerne ved Rådhuspladsen i Aarhus og på Nordhavn i København, som har status af CSR-testbutikker.

I butikkerne vil dagligvarekæden fremover afprøve og synliggøre nye plantebaserede produkter og inspirere kunderne til at putte mere plantebaseret kost i indkøbskurven. 

”Som landsdækkende dagligvarekæde har vi en unik mulighed for at præge vores kunders valg af fødevarer i en positiv og sundere retning. Derfor arbejder vi altid på at tilføje endnu flere bælgfrugter og plantebaserede produkter til vores sortiment, ligesom vi gerne vil inspirere gennem forskellige tiltag i butikkerne med nye og spændende opskrifter. Det kan være svært at formidle konceptet om, at vi ved at spise mere plantebaseret kost, faktisk gør en forskel. Men selv små ændringer af vores kostvaner kan have en stor effekt på at forbedre vores sundhed og samtidig gøre en forskel for miljøet og fødevaresituationen på verdensplan,” udtaler Maria Lovecchio, indkøbsdirektør i Lidl Danmark

I november blev Lidl for anden gang kåret som 'Årets plantebaserede discount-supermarked' af Dansk Vegetarisk Forening. I bedømmelsen blev der lagt særlig vægt på andelen af plantebaserede produkter samt placeringen af disse ved siden af de animalske produkter. 

Flere bælgfrugter med hjem 

Når kunderne træder indenfor i de to butikker, vil de i de kommende uger blive mødt af budskabet: ‘Bælg Mig’, som springer frem fra hylderne. Formålet med kampagnen er at inspirere kunderne til at putte flere bælgfrugter ned i indkøbskurven. 

Bælgfrugter er modne, tørrede frø fra bælgplantens frugter. De vokser i bælg og kendes som ærter, bønner og linser. F.eks. brune bønner, hvide bønner, sorte bønner og kidneybønner, røde og grønne linser eller kikærter og gule flækærter.    

“Bælgfrugter har en lang række sundheds- og klimamæssige fordele, som vi gerne vil være med til at udbrede kendskabet til. I Danmark spiser vi for få bælgfrugter i vores kost, og det vil vi gerne ændre på,” siger Maria Lovecchio.  

Kampagnen er første tiltag i testbutikkerne, og er udarbejdet i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening. 

“I Dansk Vegetarisk Forening ønsker vi at udbrede kendskabet til og øge salget af plantebaserede fødevarer. Til kampagnen har vi udviklet en række iøjnefaldende materialer til butikkerne, som fanger forbrugernes opmærksomhed og giver dem inspiration til at spise flere grønne måltider. Det er blandt andet gennem en QR-kode, som forbrugerne kan scanne og finde 8 nemme og hurtige opskrifter på retter med linser, bønner, kikærter eller tofu,” fortæller Marie Luja Rasmussen, der er projektleder ved Dansk Vegetarisk Forening. 

Indsamler vigtig viden om spisevaner og ønsker 

‘Bælg Mig’ rundes af med en rundspørge om virkningen af kampagnen blandt kunderne i butikken. Undersøgelsen foretages af forskere fra Copenhagen Business School, som vil analysere og rapportere på resultatet. Sammenlagt med Lidls egne tal på salget af bælgfrugtprodukter i perioden, vil datamaterialet indgå i Lidls og Dansk Vegetarisk Forenings fortsatte samarbejde. 

Meike Janssen, lektor ved Copenhagen Business School, fremhæver betydningen af samarbejdet med Lidl:  

”Testkampagner for at fremme bæredygtige og sunde fødevarevalg under ’real-life forhold’ giver værdifuld indsigt. Forbrugerundersøgelser er ofte baseret på spørgeskemaer i hypotetiske omgivelser. Men vi ved, at forbrugerne ofte siger én ting, men gør en anden ting, især når det kommer til bæredygtige og sunde valg. Det er derfor vidunderligt, at vi nu kan samle videnskabelige indsigter om, hvordan man kan ’nudge’ forbrugerne til at købe flere bælgfrugter, baseret på kampagner i rigtige supermarkeder.” 

Hos Dansk Vegetarisk Forening deler man begejstringen: 

“Vi er meget glade for at Lidl i samarbejde med Copenhagen Business School er parate på at afprøve nye metoder og nye produkter i deres to testbutikker, så vi kan se hvordan forbrugerne reagerer på materialet og bliver klogere på hvilke former for inspiration og viden, der især er behov for, for at få danskerne til at handle ind til grønne måltider,” siger projektleder, Marie Luja Rasmussen fra Dansk Vegetarisk Forening. 

Fakta om bælgfrugter

  • Bælgfrugter er modne, tørrede frø fra bælgplantens frugter. De vokser i bælg og kendes som ærter, bønner og linser. F.eks. brune bønner, hvide bønner, sorte bønner og kidneybønner, røde og grønne linser eller kikærter og gule flækærter.  

  • Bælgfrugter er en god kilde til protein, kostfibre, vitaminer og mineraler.  

  • Bælgfrugter nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme. 

  • Bælgfrugter er blandt de fødevarer, der har det laveste klimaaftryk. 

  • Danskerne spiser i gennemsnit kun cirka 5 g bælgfrugter dagligt. 

Kilde: Hjerteforeningen