Søndagskrimien: Engelsk thriller er ikke for sarte sjæle

Bøger

13/03/2022

Del af forsiden
Del af forsiden

Skrevet af Redaktionen

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tim Weaver er en engelsk krimiforfatter, der er kendt for sine krimier om den tidligere journalist David Raker. De fleste af bøgerne om David Raker lander på de britiske bestsellerliste, og serien om Raker har været nomineret til flere priser.

Den første bog om David Raker er en tour de force udi plottwists og action, og elsker du en bog, der tager pusten fra dig, så er Raker-serien er oplagt valg. I Danmark sammenlignes Raker ofte med Michael Katz-Krefeld, men desværre er Tim Weavers bøger slet ikke så kendte som Krefelds. Det kan der selvfølgelig rådes på, og vi opfordrer hermed enhver med lyst til en god krimi at starte på 'Jagten på de døde''.

Den første bog om David Raker er ikke for sarte sjæle, så læser du kun hyggekrimier, kan du lige så godt springe Weavers katalog over.

David Raker har mistet sin kone til kræft. Den tidligere journalist leder efter meningen med livet og begynder derfor at lede efter forsvundne mennesker. Det er søgen efter de forsvundne, der giver Raker indhold i livet, og da han hører om Alex, finder han på ny motivation.

Alex har været forsvundet i mange år. Faktisk er han erklæret død, da hans lig tilsyneladende er fundet i en bil, der er kørt galt. Mens Alex’ mor er sikker på, at hun har set sin søn gå ind på et bibliotek et sted i London. Hun opsøger Raker og derfor bliver han rodet ind i sagen.

Hvis man er til plottwists og krimier uden alt det polititekniske, så er Raker-serien eminent. ‘Jagten på de døde’ er en vaskeægte pageturner med korte kapitler og cliffhangere i de fleste kapitelafslutninger, så man skal hele tiden lige et kapitel længere ind i bogen. Og pludselig er bogen bare slut. Selvom man flere gange tror, man har regnet det hele ud, så formår Weaver at twiste tingene, ryste posen og overraske.

Forsiden er skræmmende og det samme er indholdet, selvom plottet måske twister en gang for meget i løbet af de små 400 sider, som bogen fylder.

Du forudser i hvert fald ikke, hvem der er skurken.

Køb f.eks. 'Jagten på de døde' hos Tales.dk