Louise H. A. Trankjær er forfatter. Hun har allerede seks bøger bag sig og er nu aktuel med den syvende. Omdrejningspunktet i hendes liv er bøgerne, hun selv skriver, men hendes arbejde handler også om bøger. Og det kan være svært at få tid til det hele.
”Jeg må nok indrømme, at jeg har et splittet sind. Familien er derhjemme, men nogle gange kunne jeg godt ønske mig at være helt alene og bare fordybe mig i skrivningen.” siger Louise H. A. Trankjær.
Louise er mor til tre og har derudover hustru, høns og to hunde, som også skal passes. Men nogle gange kan hun godt længes tilbage til en simplere tid. Det er lidt den fantasi, hun har udlevet i sin seneste bog.
”Maja rykker jo hele sit liv op ved roden og flytter væk, og den trang kan jeg godt selv genkende, selvom jeg elsker mine børn og min kone,” fortæller Louise og fortsætter:
”Det er helt klart mit forfatterego, der bare gerne vil rejse, være fri og skrive hele tiden. Jeg kan godt savne uafhængigheden, at være eventyrlysten og fylde mine aftener med rosévin og natteliv.”
Lever det vilde liv i bøgerne
Familien er dog også Louises anker, og så er det jo godt, at hun kan udleve noget af det, hun savner, gennem bøgerne
”Min familie kender mig jo. De ved, jeg begraver mig i bøger i timevis, men de ved også, at jeg aldrig kunne finde på at forlade dem, og så er det jo godt, at man kan rejse igennem bøgerne. Gennem Majas historie kunne jeg få en lille smag af den totale frihed,” fortæller Louise, der understreger, at hun aldrig kunne finde på at forlade sin familie.
”De betyder alt for mig. Og når jeg har en dårlig dag, er det børnenes skøre indfald og aftener med familien på sofaen, der holder mig oppe,” siger hun.
Et stort tabu
Det med at længes efter noget andet end familien er lidt et tabu i Danmark.
Der er et pres i samfundet om, at man skal være glad for sin familie hele tiden, og det er ikke i orden at sige højt, at man har brug for en pause.
”Jeg er ikke den eneste, der har de her tanker og følelser. Vi har alle brug for forskellige roller. Det at være mor er en af dem, at være kæreste er en anden og at være forfatter er en tredje. Det er vigtigt, at man tør sige højt, hvis man har brug for at være noget andet end bare mor, og det håber jeg, min bog kan give andre kvinder modet til,” siger Louise.