Heidi mødte Claus til hans bogreception: Syv år senere udkommer deres fælles bogbaby

Bøger

13/03/2023

Skrevet af Redaktionen

Heidi og Claus Lohman mødte hinanden til Claus’ bogreception. Tilbage i 2016 udgav han sin anden bog, og havde Heidis veninde inviteret hende med. De faldt i snak og Claus overtalte hende til at være med i et litteraturprojekt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Vores fælles interesse for litteratur gjorde, at vi senere fandt sammen som kærester og blev gift et par år senere,” fortæller Claus Lohman.

De to kærester fandt hurtigt ind i et godt samarbejde om de fremtidige udgivelser fra Claus' hånd. 

”Da Claus startede på 'Under overfladen', begyndte jeg sideløbende at læse med. Claus fandt hurtigt ud af, at han kunne bruge min feedback,” fortæller Heidi om deres samarbejde.

Da Claus havde færdiggjort sin serie om virologen Martin Henderson, foreslog han, at de skulle skrive en bog sammen. Og på en af deres mange rejser begyndte plottet til deres nye bog, 'Efter skælvet', at tage form.

Samarbejdet skulle grundlæggende forandres, for det var helt nyt at skrive sammen.   

”I begyndelsen fordelte vi arbejdsprocessen sådan, at jeg skrev. Hvert kapitel kom derefter under Heidis lup, så handling, direkte tale, sætningsopbygning og karakterudvikling blev styrket,” fortæller Claus  

Det er dog ikke kun ham, der har skrevet bogen:  

”Senere i forløbet, da flere af bogens dele var skrevet, fokuserede jeg på kronologien og fik finpudset detaljer og luget ud i alverdens fyld. I den proces omskrev jeg nogle af kapitlerne,” fortæller Heidi.

Blev en udfordring for parforholdet 

Parret mener, at tilblivelsen af bogen har bragt dem tættere sammen: 

”Det har taget over 1.000 timer at udtænke, skrive og redigere 'Efter skælvet', så det, at vi begge har beskæftiget os med noget i så lang tid, har været udfordrende, men det har også bundet os tættere sammen,” fortæller Claus.

”Igennem flere år har vi arbejdet med det samme fiktive univers, hvilket har givet os et stærkere fælles bånd, selvom vi også har haft diskussioner og uoverensstemmelser. Under processen har vi lært meget om os selv og hinanden, og vi er ikke blevet skræmte i forhold til at fortsætte samarbejdet. Faktisk er vi allerede godt i gang med en fortsættelse til 'Efter skælvet', og vi håber på, at vi snart kan genoptage det fælles skrivearbejde,” fortsætter Heidi.

De uundgåelige diskussioner har parret da også håndteret med hård hånd: 

”Vi har haft mange diskussioner undervejs og har ofte været uenige omkring indhold og opbygning. Vi er derfor begge gået på kompromis med nogle ting, men er oftest blevet enige, inden vi lagde fokus på det næste stridspunkt,” fortæller Claus.

Efter skælvet udkommer i dag og kan købes hos alle boghandlere.