Hvad er det første du tænker på, når du hører navnet John Cleese?
Sandsynligvis Monty Python, Halløj på badehotellet, Fisken, de kaldte Wanda, Life of Brian eller en af de mange andre ting, den levende legende har medvirket i.
Men hvad ved du egentlig om John Cleese som menneske? Og hvordan han overhovedet er et endt med at blive kendt som det komiske geni, mange betegner ham som?
En udfordret mor i 30'ernes England
I sin autobiografi lægger Cleese ud helt fra barnsben med et interessant indblik i 1930'ernes England og ikke mindst i, hvordan det var at vokse op med en tydeligt psykisk udfordret mor og en far, der forsøger at få hjemmet til at hænge bedst muligt sammen.
Hvis du umiddelbart tænker, det lyder som om, du bare kan springe den første del over, vil jeg dog stærkt fraråde det. På vanlig velovervejet vis tager Cleese nemlig udgangspunkt i alverdens små episoder og anekdoter og tager et kig på dem med sin voksne refleksion.
I takt med, at vi følger Cleese op gennem hans barndom ind i den tidlige ungdom, videre på universitetet (hvor han møder den første med-Python) og endelig som lærer på en skole (forestil dig at have ham som underviser ...), får man et specielt indblik i, hvordan et liv, der ikke altid har været en dans på roser, har formet det kreative sind, Cleese besidder.
Masser af sidespring nærer underholdningen
Et udbredt problem med biografier, og særligt autobigrafier, er, i undertegnedes øjne, at det bliver en meget kronologisk, nærmest slavisk, gennemgang fra de tidligste minder til det sted, hovedpersonen nu befinder sig.
Der er selvfølgelig også noget kronologi i So, Anyway ..., men som en hamster, der har fået for meget koffein, hopper Cleese fra opvæksten til en anekdote fra det voksne liv, tilbage til opvæksten og så over i en refleksion over den menneskelige psykologi. Det kan lyde forvirrende, og jeg vil da ikke afvise, at det kan virke sådan for nogle læsere, men jeg oplevede de hyppige spring som benzin på underholdningsbålet.
Det, der ellers kan være en kedelig, kronologisk gennemgang, får Cleese på begavet vis gjort til en indsigtsfuld og særdeles morsom tidsrejse, og det sikrer, at man sjældent keder sig.
Fordel af kende britisk underholdning
Skribenten her er stor tilhænger af den britiske underholdningsindustri, ikke mindst de ældre generationer. Derfor kender jeg også stort set alle de navne på mennesker, Cleese nævner undervejs på sin tur mod stjernestatus.
Det kan dog være noget af en udfordring at holde styr på alle de navne, hvis man ikke har hverken associationer eller ansigter at sætte på dem, og det kan måske få nogle til at føle sig en anelse fortabt.
Når det så er sagt, er der, i mine øjne, ikke noget i vejen for at skimme lidt let hen over mange af navnene. Nogle optræder kun enkelte gange, andre kun i de tidlige år af Cleeses underholdningskarriere, og således kan man måske beskylde komikeren for at "namedroppe" en anelse. Men det forventer man jo sådan set også i en autobiografi, hvor forfatterens hjerne får lov til at køre i sit eget spor uden at blive stoppet.
Når Cleese så i løbet af fortællingen også gengiver ikoniske og mindre kendte sketches fra tiden før Pyton, kan man ikke undgå at grine højt for sig selv, og her gør det ikke nødvendigvis noget, at man ikke ved, hvem han spiller sammen med i en given sketch.
Hvis man ikke har noget imod at læse lidt langsomt, eller generelt føler sig godt kørende, når det gælder om at læse på engelsk, vil jeg klart anbefale at få fat i en engelsk version af bogen. Al ære og respekt til oversættere verden over, men når det kommer til en krøllet hjerne som Cleese's, er det bare noget særligt at læse fortællingen med hans egne ord uden filter.
So, Anyway ... kan købes i de fleste boghandler og online.
