Historien følger Amanda, der sammen med sin nabo Karoline og Haady, en flygtning fra Yemen, begiver sig ud i et tomt Danmark i håbet om at finde sin søster i live. Overlevende samles i lejre, hvor tvangsvaccination og udskillelse af ’de overflødige’ er blevet den nye virkelighed.
Amanda og hendes nærmeste flygter til Sverige for at skabe deres eget sted. Det gør de, mens de står overfor spørgsmålet: hvordan bygger man et trygt og stabilt hjem op på ruinerne af det gamle samfund?
”Loftet var indhyllet i støv og spindelvæv. Det sejlede i det skrå, gyldne lys fra tagvinduet og de spredte, klare teglsten, der var lagt netop for lysets skyld. Der var ikke rigtigt noget deroppe. Folk i lejlighederne havde deres kælderrum med lås. Det var der, de opbevarede alt det ekstra, de ikke havde brug for eller bare havde for meget af. Heroppe var kun lidt af viceværtens redskaber, nogle gamle flyttetæpper, flade kasser og ekstra tagsten. Og så mig og de ting, jeg havde nået at få med i farten, min rygsæk, den gamle sovepose fra min spæde ungdom og tre bøger.”
Fællesskab og tillid
Trankjær formår at skabe en dyb og gribende fortælling om menneskets essens i mødet med ekstrem krise. Romanen er præget af en mørk realitet, men også af det håb og lys, der findes i mennesket.
På sin helt egen måde skildrer den både det smukke og grusomme i verden, og hvordan tillid og menneskelige relationer bliver afgørende i en verden på kanten af afgrunden.
På nærmest poetisk facon viser Trankjær os, hvordan mennesker reagerer på ekstreme kriser, og hvordan de finder styrke i fællesskabet og i håbet om en bedre fremtid.
Historien stiller spørgsmål ved, hvad der er rigtigt og forkert i en verden, hvor de gamle normer og regler ikke længere gælder. Hvordan bevarer man sin menneskelighed, når man kæmper for at overleve? Med rejsen mod Sverige giver Trankjær sit bud på et svar.
Turen kan ses som en allegori for søgen efter håb og en ny begyndelse i en verden, der er blevet ødelagt, og menneskets evne til at rejse sig og finde lys i mørket.
Virkelighedsnære emner
I en verden, hvor ensomhed bliver stadig mere udbredt, er det nemt at overføre Trankjærs fortælling til virkelighedens perspektiver. Hun skildrer nemlig både de tætte bånd, der kan opstå mellem mennesker i krisetider, og den isolation og fremmedgørelse, som mange oplever i dag. Og trods den dystopiske setting er der dog en underliggende strøm af håb og modstandskraft, der trækker tråde til Astrid Lindgren. Nemlig evnen til at finde lys i mørket.
Amanda og Haadys forhold bliver en ramme for solidaritet og fællesskab på tværs af kulturelle og sociale skel, og her viser Trankjær, hvordan mennesker kan finde styrke i hinanden, selv under de mest ekstreme omstændigheder.
Vi var så blidt i verden indeholder flere lag, som alle bidrager til romanens dybde og fremdrift. Et eksempel kan være de lejre, hvor de overlevende samles. Mon Trankjær vil fortælle noget om hierarkier, og hvordan vi som samfund behandler de mest sårbare i krisetider? Og tvangsvaccinationen? Er det hendes stille refleksion over tabet af personlig frihed og autonomi i en verden, hvor overlevelse bliver det primære mål? Hvor meget kontrol skal bør staten have over individet?
Karakterer og værdier
Men et af de stærkeste symboler i bogen er for mig ruinerne. De er ikke kun billedet på den fysiske ødelæggelse, men også tabet af gamle værdier og normer. Her udfordrer Trankjær læseren til at overveje, hvad der virkelig er vigtigt i livet – især når alt andet falder fra hinanden.
Karaktererne er komplekse og nuancerede, hvilket gør dem relaterbare og interessante. Amandas rejse er ikke kun central for romanens handling, men understreger også, hvor stærk og beslutsom hun er. Sårbar og menneskelig. Det er kærligheden til sin søster, som driver hende fremad, og hendes udvikling gennem romanen viser hendes evne til at tilpasse sig og finde styrke i modgang. Det er meget troværdigt og yderst velskrevet.
Trankjær er en alsidig forfatter, og hendes forfatterskab dækker alt fra fantasy, til krimi og nu dystopiske romaner. Hun evner at skabe engagerende og tankevækkende fortællinger uagtet, hvilken genre hun bevæger sig i. Så hermed får Vi var så blidt i verden de bedste anbefalinger.
Hvis du vil underholdes af tankevækkende lag, så er Vi var så blidt i verden ikke til at komme uden om.
Vi var så blidt i verdener udgivet af Hoi Publishing og kan købes her (Saxo).