Hjem > Min Alder

Skal vi legalisere aktiv dødshjælp eller måske assisteret selvmord?

Af: oluf Jacobsen - 5. oktober 2017 16:30 1105

Skal vi legalisere aktiv dødshjælp eller måske assisteret selvmord?

For mig var det meget aktuelt i forbindelse med min fars aggressive form for Parkinsons sygdom.  At opleve et menneske, man holder af, lide og miste sin værdighed i accelererende tempo igennem et forløb på 3 år er ikke noget, jeg håber, sker for nogen. Men jeg ved, det sker for rigtig mange.

 

Du kan kommentere og deltage i debatten nederst på siden - lige under indlægget

 

Så er debatten oppe igen. Tv programmer, film og debatter holder hele tiden liv i diskussionen. Måske fordi den er relevant for os alle sammen på forskellige tidspunkter i vores liv. Vores velfærdsystem tilbyder en masse hjælp, men hjælpen er ikke tilpasset det enkelte menneskes behov.

 

Det handler om økonomi og forventninger
Rigtig meget handler om økonomi og måske kan det ikke være anderledes? Men når det enkelte menneske er min pårørende, så får det en helt anden betydning. Det kommer til at handle om forventninger.
Min far var en stolt, veltrænet, velsoigneret mand. Han var ikke vant til at ”skide i bukserne”. Han var vant til at gå på toilettet, når behovet opstod. Han var ikke vant til at vente på, at en vildfremmed person havde tid til at hjælpe ham på toilettet.
Jo dårligere og mere handikappet han blev, jo større blev behovet for at skulle gøre brug af den hjælp, som velfærdssystemet kunne tilbyde ham.

 

Døden kommer snigende - langsomt og ydmygende

Han græd, mistede lysten til at leve og heller ikke til døden, kunne han få hjælp. På trods af, at han ikke ønskede livsforlængende behandling, blev han lagt i respirator i forbindelse med en urinvejsinfektion og kom hjem uden den relevante hjælp - med stor beklagelse fra velfærdssystemet.
Det medførte stor usikkerhed og fortvivlelse, både for ham selv, min mor, børn og børnebørn. Alle oplevede fortvivlelsen over ikke at kunne gøre noget, der rigtigt kunne gøre en forskel.
Til sidst kom han på plejehjem, hvor han holdt op med at spise.
Det resulterede i, at han døde efter 2 måneder, hvor han oplevede den sorg at skulle adskilles fra min mor efter 56 års ægteskab, og uværdighed over at skulle vente på hjælp, som kun kom, når der var tid – sammen med andre gamle mennesker, som også blot ventede på at dø.

 

I den perioden tænkte jeg meget på døden og dødshjælp.
Hvis vi havde haft mulighed for det, tror jeg ikke, han ville have haft den sidste del af livet med. Han har ofte sagt til mig, at han ikke ønskede, at nogen skulle hjælpe ham på toilettet. Til sidst bad han mig også om den hjælp, da ingen andre havde tid til at hjælpe ham.

Muligheden for at udføre ”assisteret selvmord” ville have givet os chancen for at tage snakken om og stillingen til problematikken på en naturlig måde.
Hvis jeg skulle have hjulpet min far, ville jeg sætte min autorisation som sygeplejerske over styr, og måske blevet uvenner med min familie, som var mindre afklaret på det område end jeg. Det synes jeg er helt urimeligt.

 

Mit budskab er - Alle vigtige valg i livet er vores egne – også døden 

 

Har du tænkt over, hvad du gerne vil når den tid kommer?

 

Læs mere om hvilke lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp og assisteret selvmord - samt hvad forskellen er

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed