Hjem > Min Alder

Sammen med over 70.500 dansker løb jeg Royal Run i går

Af: oluf Jacobsen - 22. maj 2018 10:15 221

Sammen med over 70.500 dansker løb jeg Royal Run i går i Aarhus.

Jeg løb 1 mil sammen med min mand og 2 af vores venner. Der var alle mulige løbere med. Den ældste, jeg så interview med, var 92 år, der var handikappede og de yngste var i mors mave eller i løbe/barnevogne.
Det var en folkefest, som jeg er så glad for at have deltaget i.

 

Det, der var specielt ved vores lille gruppe, var, at min mand og min venindes mand overhovedet ikke er i form, og at de egentlig slet ikke var motiverede for at komme med.
De stillede op for deres koner, hyggen og det dejlige vejr.

Min mand har ikke løbet i 40 år, og han har aldrig løbet med et startnummer før.
Det var en stor oplevelse for os alle, men måske især min mand.
Han var god, og han løb næsten hele vejen. Han synes, det var svært, måske især fordi han har fortalt sig selv i årevis, at han er ude af stand til at løbe, og derfor ikke er vant til at bruge sine ben til at løbe med.
Lige efter vi var kommet i mål, fortalte han mig, at han havde regnet med at gå turen, fordi han synes det kunne være lige meget. Men så oplevede han at blive båret frem af mængden. At han pludselig blev motiveret af sin egen forfængelighed og sin vilje til at kunne det samme som de andre løbere.
Det var en helt særlig oplevelse, som nu har betydet at han har fået blod på tanden til maske at prøve andre nye udfordringer. Han opdagede, at han kan noget, han slet ikke troede muligt.  


Det, tror jeg faktisk, gælder for de fleste mennesker.
Når vi springer ud i ukendt farvand, så er der chancer for, at vi får nogle sejre, vi ikke troede mulige. Det gælder, uanset om det handler om at stole på, at nogen ved bedre, end man selv gør, eller det handler om at prøve kræfter med en udfordring, der virker helt uoverskuelig.

I takt med at vores krop, psyke og erfaringsgrundlag forandrer sig, oplever vi nye udfordringer, som kan være svære at takle.
Man ser ikke ud, som man gjorde sidst, man så sig i spejlet. Man har ikke de samme fysiske kræfter, og det overskud, man bare tog som en selvfølge, kan langsomt og gradvist føles meget mindre.  

 

Hvad er der så tilbage?
Jeg mener og tør godt påstå, man kan vælge at bruge viljen og evnen til at motivere sig selv til at løse udfordringerne anderledes – f.eks. på en anden måde end man plejer.


- Måske skal man bruge sine erfaringer til at vide, hvordan man søger hjælp at klare udfordringen på en anden måde, end man plejer og så alligevel kan klare udfordringen.

- Hvis man ikke synes om det, man ser i spejlet, skal man måske fokusere på nogle andre værdier, og/eller på at finde ud af, hvilke andre værdier, man selv har.

- Hvis man ikke længere, føler man har kræfterne til et eller andet, skal man maske finde ud af, hvor nødvendigt det er at gøre det præcis på samme måde, som man gjorde engang.
- Måske skal man tro på, at hvis man klarer udfordringen i mindre stykker af gange, så lykkes projektet maske alligevel til sidst.

Sejren giver "blod på tanden"

Den første sejr kan det give én blod på tanden til at prøve noget mere - hvis man f.eks. klarer noget, man ikke troede, man kunne .

Da vi kom hjem fra løbet, var min mand både træt og øm i hele kroppen.
Men som han sagde: ”Jeg var slet ikke motiveret, da vi skulle sted. Og jeg ved godt, det ikke er verdenshistorie, at jeg løb i dag, men jeg er rigtig stolt over, jeg gjorde det, og den fornemmelse har jeg ikke mærket længe.”

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed