Hjem > Min Alder

Jeg har sølvbryllup i morgen

Af: Pia Brændstrup - 9. april 2018 10:51 310

Jeg har sølvbryllup i morgen.

Det er næsten ikke til at forstå, at der er gået 25 år, siden vi lovede hinanden, at ”elske hinanden, indtil døden os skiller”.

Forleden faldt jeg over en artikel i kristeligt dagblad, hvor skribenten fortalte, at hans far og mor lige var blevet skilt. Jeg studsede lidt over navnet, Klaus, som, jeg ikke lige, synes findes på listen over, hvad børn hedder i dag.
Og ganske rigtigt, han var voksen søn, hvis forældre var blevet skilt i en alder af 62 år.


Det pudsige er, at ældre bliver skilt i dag, fordi man har lyst til at prøve noget andet. Hvis man snakker om det, lyder det meget tilforladeligt. Men når man tænker videre over det, så har jeg i hvert fald opdaget, at jeg sætter pris på, at ægteskabet for mig er et livsvilkår.

For mig er alt det, vi har skabt sammen i gennem et kvart århundrede ikke noget, jeg lige ønsker at skifte ud med en hed forårs- eller sommerromance.

Og ja, jeg har ofte ønsker min mand hen, hvor peberet gror, og jeg er sikker på, han har gjort det samme om mig. MEN der er noget trygt og rart ved at vide, at vi hører sammen.
At han kender mig, når jeg snorker, elsker, er ked af det eller himmelhenrykt. Han kan se, når jeg ulmer over eller brænder for noget, og han kan spise en rugbrødsmad, fordi vi bare ikke gider lave mad. Og det er svært at bytte ud for noget andet.  


Jeg kender selvfølgelig folk, der er blevet skilt, men jeg oplever ofte, at så snart den første forelskelse har lagt sig, så arbejder de sig præcis i samme retning, som den, de forlod, da de var sammen med den kvinde eller mand, de har forladt.
I stedet har de efterladt det eneste, der ikke er til stede, nemlig den fælles historie.

Når man opløser en familie, kommer den nye hverdag nemt til at blive præget af udfordringer med den familie, der gik i opløsning, og en hverdag, hvor den fælles historie, bygger på, om den begge parter gider kampen om dagligdagens små eller store skærmydsler.


Jeg synes, styrken, ved at kæmpe for parforholdet, er det fundament, man står på, når livet modnes, og de eksistentielle kriser/udfordringer indfinder sig, både som sygdom og døden, der nærmer sig.


Søren Kierkegaard sagde: ”Livet skal leves forlæns og forstås baglæns”, og det giver rigtig god mening med parforholdet.


Når man holder hinanden i hånden, mens man bevæger sig fremad, ved man, hvor man skal holde fast, den dag, man er ved at falde.
Det tager tid at lære, og måske derfor er jeg så stolt af, at jeg er sølverbrud i morgen til verdens bedste mand - på godt og ondt.

Dagens Virksomhed

Tilmeld nyhedsbrevTilmeld pensionistklubben