Hjem > Generelle Nyheder

Så meget må du arbejde mens du får efterløn

Af: Redaktionen - 15. januar 2018 08:33 1266

Du kan sagtens arbejde samtidigt med du får efterløn. Faktisk er der ingen begrænsning for hvor meget du må arbejde, efter du har fået dit efterlønsbevis. De timer du arbejder vil blot blive modregnet som fradrag i din efterløn. Der er flere økonomiske fordele ved at arbejde eller helt vente med at gå på efterløn. Vi gennemgår de forskellige fordele i denne guide.

 

Vent med at gå på efterløn og få den højeste efterlønssats

Du har mulighed for at modtage den højeste efterlønssats, hvis du venter med at gå på efterløn, til minimum to år efter du har modtaget dit efterlønsbevis. Vælger du at gå på efterløn med det samme du modtager efterlønsbeviset, får du kun 91 procent af efterlønssatsen. Det vil sige 16.956 kroner om måneden før skat for fuldtidsforsikrede, og 11.304 kroner om måneden før skat for deltidsforsikrede. Den fulde efterlønssats i 2018 lyder derimod på 18.633 kroner om måneden før skat for fuldtidsforsikrede, og 12.422 kroner om måneden før skat for deltidsforsikrede.

 

Optjen en skattefri præmie for hver 481. time du arbejder

Optjen skattefrie præmier ved at arbejde i stedet for at modtage efterløn. Du kan begynde at optjene de skattefri præmier to år efter du har fået dit efterlønsbevis. Du optjener én skattefri præmie, når du har arbejdet 481 timer. Det svarer til tre måneders fuldtidsarbejde på 37 timer om ugen. Du kan maksimalt optjene 12 skattefrie præmier, som vil blive udbetalt når du når din pensionsalder.

 

Det vil altså sige, at hvis du eksempelvis modtager dit efterlønsbevis som 60-årig, så kan du begynde at optjene skattefrie præmier fra du fylder 62. Du kan derefter optjene 12 præmier, som bliver udbetalt når du fylder 65. Bemærk at du ikke kan få udbetalt de skattefrie præmier, hvis du har fået tilbagebetalt dit efterlønsbidrag. I 2018 udgør den skattefri præmie 13.416 kroner per portion for fuldtidsforsikrede, og 8.944 kroner per portion for deltidsforsikrede.

 

Læs mere om de skattefrie præmier og efterløn på www.skift-a-kasse.dk

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed