Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

Vinteren 2018 skriger af Morten Korch og bingohygge

Af: Redaktionen - 17. januar 2018 14:16 177

Den kolde vintertid har for alvor bragt vort lande i unåde. Skillingerne fra den tvære december tæller på sidste vers, og suppen fra i forgårs levner blot få rester til den fortsat tomme mave. Hjemmeplejens kalenderføring er på niveau med Post Nords leveringsprotokol, og der er ikke kommet nyt ugeblad i næsten en hel uge. Derfor er det nødvendigt, at vi begynder at kigge fremad og tænke ud af boksen. Pensionister har nemlig stadig meget at leve for!

 

Jeg vil gerne fortælle en lille historie, der tager os helt tilbage til Blåklokkevej 4, hvor jeg voksede op. I dette lille yndige hus med røde tagsten og klinker på gulvet voksede jeg op med min søster og mor. Det var en dejlig tid! Noget af det, jeg husker allermest, var vores samling af Morten Korch VHS bånd, der altid lå fremme foran det nyerhvervede fjernsyn, hvis tilstedeværelse bragte en helt speciel lykke til vores lille familie. Følelsen af ikke at skulle snakke sammen uafbrudt, men i stedet lade sig hengive til ulykkelige serenader i sorthvid med Peter Reichard i front, står for mig som nogle af de dejligste stunder i min tid hjemme på Blåklokkevej. Og eftersom jeg stadig ikke har fundet manden i mit liv, har min kat og jeg sat os ned, og fundet vores top 5 Morten Korch film.

 

 

5. Vagabonderne på Bakkegården

 

Hvem husker ikke dette glade og folkekære lystspil, hvor Poul Reichhardt og Ib Mossin i rollerne som Martin og Anders lægger en el landsby ned med deres charmeklude og melodiøse serenader. De to kække gademusikanter når at nasse op til flere kopper kaffe hos de enlige fruer rundt i byen, inden de synger og danser sig til et måltid og et sted at sove. Det er herligt! Det er jo her sangen, ”Er du dus med himlens fugle” kommer fra, og man bliver udelukkende glad i låget, når man hører denne sang igen. Her finder du også en ganske hyggelig scene, hvor der spilles bingo i det lokal medborgerhus.

 

 

4. Flintesønnerne

Endnu en uforglemmelig klassiker, der altid vil stikke lidt til dine minder om dengang en spade var en spade, og en bøsse var noget man skød med. Historien om faderen Jesper Poulsen, der spilles af den kærlige Poul Reichhardt, har mange af os set. Filmen, hvor sønnerne Viggo og Martin vokser op sammen på den idylliske Flintegård, hvor solen altid skinner og himlen altid er blå, er en klassiker i den danske filmskat. Vi vidner de to brødres tætte bånd igennem deres lange opvækst på gården, hvor de lærer alt om arbejdet på gården samt hvordan det nu er med damer. Og sidstnævnte skal nemlig blive brødrebåndets ukuelige brud, da der opstår sød musik mellem Viggo, der spilles af Ib Mossin, og Karen, som havde et tæt forhold til broderen Martin, der spilles af Ebbe Langberg. Et hektisk og erotisk sengekantsdrama, der afgjort efterlader sig på en flot 4. plads på vores top 5 over alle tiders Morten Korch film.

 

 

3. Næsbygårds Arving

Denne hæsblæsende fortælling om den rige godsejer på Næsbygård står os alle sammen meget nært. Barnebarnet Martin har mistet sine forældre i en flyulykke, hvorfor det eneste familie, han har tilbage, er bedstefaren på godset. Bedstefaren tager sig godt af sit barnebarn, og giver ham al den kærlighed, han har brug for.  Men ingen gammel dansk film uden et familiedrama. Derfor opstår der nødvendigvis også denne uundgåelige, familiære arvestrid, der tog filmen ud på det store lærred tilbage i 50’erne. En folkekær film der kan det hele og lidt til. Et must-see i den danske filmskat.

 

 

2. Styrmand Karlsen

Dette fremragende komediedrama fra 1958 kunne ligeså godt have ligget i allerøverste skuffe af denne fremragende liste, men den må nøjes med en solid andenplads. I en af Frits Helmuths bedste roller i hans yngre år, kommer vi med ud på det dybe vand, hvor Karlsen, der spilles af Frits, tager os med til de varme lande som 1. Styrmand. Om bord finder vi også Dirch Passer og Ove Sprogøe, der sørger for mad og billigt grin om bord på Høegh Belle, der er skibets navn. Mange flere danske kanoner er med i denne film, og vi får både drama og grin med, når skibet sejler mod de varme lande, for at finde en helt speciel ø. Se den!

 

 

De Røde Heste

Hvis du på noget tidspunkt var i tvivl, om denne perle skulle udelades fra listen, så skal du faktisk skamme dig. Bedre er det vel næppe set i det 20. århundrede! Det er Peter Reichhardts ubetinget bedste filmpræstation i en ellers flot og lang karriere. Måden Peter synger, danser og tager os igennem denne prægtige film, er ganske enkel enestående. Fortællingen om gården Enekjær og dens heste, har givet os så mange skønne øjeblikke, og vi kan ikke takke Morten Korch nok for at have skrevet denne vidunderlige spændingsroman. En ubetinget klar 1’er. Stort tillykke! #

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed