Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

Ulla tog skoen i egen hånd og fik egen fabrik i Kina.

Af: Pia Brændstrup - 5. april 2018 15:44 749

Ulla tog skoen i egen hånd og fik egen fabrik i Kina.

Portræt på pensionist.dk 
Ulla åbnede WomenPowerFactory i trods. Hun var træt af dårlige arbejdsforhold, underbetalte medarbejdere og folk, der ikke gjorde sig umage.

 

Ulla Hentze er 58 år og har en passion for sko.

Smarte brugbare sko, som passer både til fødder og hoved. Ulla laver både sko på bestilling og sko, som hun selv designer med formålet om, at de skal være skønne – både at have på og at kigge på.
 
At se godt ud, bør ikke være tortur – det er det motto, kvindefabrikken arbejder efter.
Når de laver sko, er formålet, at de fungerer, så brugeren føler sig godt tilpas, og så skoene understreger brugerens køn og/eller personlighed.

I dag producerer hun smarte og behagelige dame- /herresko efter mål til overkommelige priser og ortopædisk fodtøj på bevilling.
WomanPowerFactory er leverandør til flere kommuner, hospitaler og sælger sine designersko i mange lande fordelt over hele verden.

 

Ulla ville selv

Ulla er egentlig uddannet beklædningsformgiver fra Skolen for Brugskunst, som i dag hedder Danmarks Designskole.
Hun arbejdede egentlig, som ansat i en helt anden virksomhed, der producerede deres produkter i Kina. På en af de mange rejser til Kina fandt hun ud af, at hun ville mere. Hun ville selv i gang med at lave sine egne sko.

Som sagt så gjort. Da hun var hjemme igen i lejligheden på Frederiksberg, købte hun et par kinasko, som hun ændrede. Ud fra en hjemmefabrikeret model og et frokostmøde solgte hun 8.500 par til Netto, før de overhovedet var blevet produceret.

 

Det gav blod på tanden, og Ulla tog til Kina for at finde en fabrik, der kunne producere hendes sko. Hun fandt fabrikken og besluttede sig til at give det en chance.
Muligheden var der, fordi hun lige var blevet skilt, og de 3 store børn var flyttet hjemmefra.
Så hun og hendes datter, Lulu på 10, pakkede kufferten og flyttede til Kina i et år.
Det blev en spændende og udfordrende oplevelse at skulle bo og leve så lang hjemmefra, men helt fra første færd stod det klart, at det bare skulle lykkes. Hun tegnede sko og i løbet af kort tid stod det klart for hende, at skofabrikken ikke kunne levere sko i en kvalitet, som svarede til hendes forventninger. Derfor besluttede hun sig for at lave sin egen fabrik.

 

Fabrikken tager fart

Hun tog de bedste kvinder med og gav dem ansvar. Noget de ikke var vant til. De var heller ikke vant til, at deres mening betød noget for resultatet af det færdige produkt, men de fant ud af vigtigheden gemme de udfordringer tiden bragte dem.

 

Samarbejdet var det sværeste, fordi Ulla havde en helt anden måde at gribe tingene an på end de var vant til.

 

”Vi havde et rigtig godt eksempel engang. Der var pludselig nogen som var blevet sure på hinanden. Jeg bad så om at få en forklaring hvad det handlede om. Det viste sig, at en syntes at en anden var for langsom og sinkede produktionen. Den, der sinkede produktionen forklarede så, at det var, fordi der var for meget sømrum på overlæderet, så hun skulle klippe noget af det af først for at komme videre med sålerne. Da vi fik det opklaret, så sagde den, der lavede snitmønstret, at sømrummet bare kunne være mindre fra starten, så ikke der skulle klippes noget af, og så var problemet løst, alle var glade og alle syntes, at jeg var mægtig klog. Den slags små historier fik dem til at forstå, hvor vigtigt der er at klage, når noget ikke er godt. Det tog faktisk flere år, før det blev en naturlig del.” Fortæller Ulla med et smil.

 

Ulla udstråler glæde og taknemlighed over, at hun lever af det, hun allerbedst kan lide.  

Hun elsker at sende et par sko til en person, som har glædet sig til at få de sko, som er produceret til hende eller ham. Det er ligesom et samarbejde, hvor skoen er designet, tegnet og målt op til de fødder, der skal have dem på. Det betyder, at begge får et helt andet forhold til skoene.

 

 

se mere på womenpowerfactory.com

Dagens Virksomhed

Tilmeld nyhedsbrevTilmeld pensionistklubben