Hjem > Generelle Nyheder > Generelle nyheder

Serviceopkald skal hjælpe ældre med digital post

Af: Pia Brændstrup - 23. november 2015 13:19 98

Aalborg Kommune er begyndt at ringe til borgere, der ikke læser sin digitale post.
Det er den nyeoprettede afdeling Senior Digital, der ringer til ældre borgere, som modtager digital post, men ikke læser den.
Når man modtager digital post uden at læse den, kan det have alvorlige konsekvenser for den ældre, som ikke ser eksempelvis indkaldelsen til sygehuset, til bilsyn, pensionsmeddelelsen eller brevet fra kommunen.
Det kan f.eks. betyde, at borgere bliver slettet af ventelisten til en ældrebolig eller endnu værre – ikke har set indkaldelsen til en vigtig undersøgelse på sygehuset,fordi de ikke har tjekket sin digitale post.

Aalborg Kommune har ikke en samlet oversigt over gruppen af borgere, der ikke tjekker digital post, men opmærksomheden bliver typisk vagt, når borgeren gennem en længere periode ikke reagerer på kommunens henvendelser, som er sendt som digital post.
Kun få ældre har ikke styr på den digitale post
Aalborg Kommune har i dag cirka 570 ældre borgere, som modtager digital post uden at logge ind i postkassen og læse den. Det svarer til 2,3 % af de af kommunens borgere over 65, som er tilmeldt digital post. Det viser den nyeste opgørelse fra Digitaliseringsstyrelsen.Hertil kommer de ældre, som har logget ind i deres digitale postkasse, men har opgivet at åbne deres post. Størrelsen af denne gruppe er ukendt, men Senior Digital vurderer, at gruppen er pænt stor. Skønnet er baseret på medarbejdernes oplevelser, når de rådgiver borgere om digital post.
 
Senior Digital har tre ansatte, som rådgiver ældre om digital post og vejleder om læseadgang til pårørende, så de også kan følge med i den digitale post, sammen med yderligere 80 frivillige som blandt andet hjælper IT caféen på Fremtidens Plejehjem, på aktivitetscentre og i botilbud.
Senior Digital tager også hjem til ældre for at hjælpe i eget hjem med at åbne postkassen.

Mere information

Det er muligt at få hjælp på tlf. 9931 1426 eller via e-mail på seniordigital@aalborg.dk og http://www.aalborg.dk/%C3%A6ldre/seniordigital.  

Pia Therkildsen, Senior Digital, mobil 2520 1481 - e-mail: therkildsen@aalborg.dk
Thomas Krarup, Rådmand Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil 4085 5995, e-mail: tk-byraad@aalborg.dk

Deals

Kommende events

Dagens Virksomhed